23-årig fængslet for skud mod MC-klub

Politiet har fængslet 23-årig mand, som deltog i skyderi mod motorcykelklub i Haslev. Der var dog ingen i klubhuset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 23-årig mand blev lørdag varetægtsfængslet efter et skyderi mod motorcykelklubben Notorious MC's tilholdssted på Bækvej i Haslev.

Manden var ifølge Sydsjællands Politi blandt den håndfuld personer, der fredag aften skød mod motorcykelklubben.

Der var dog ingen i klubhuset. Det afholdt ikke dommeren fra at varetægtsfængsle den 23-årige i fire uger. Det skete i et lukket grundlovsforhør. Manden er sigtet for at forvolde fare og for overtrædelse af våbenloven.

Ifølge politiet kørte to biler til klubhuset kort efter klokken 19. Ud steg tre-fem personer, og fra husets grund blev der afgivet syv-ti skud.

Ifølge Sydsjællands Politi blev der skudt med en 9 mm pistol samt et jagtgevær mod klubhusets døre og vinduer.

Den 23-årige og hans kæreste blev ud på aftenen anholdt i forbindelse med skyderiet. De kørte i en af de biler, som ifølge vidner blev set under skyderiet. Kvinden blev løsladt igen.

- Vi kender ikke motivet, siger efterforskningsleder Søren Ravn om skudsalverne.


Nyhedsoverblik