226 elever får timelang transport til gymnasiet

Loven om maksimalt 28 elever i en gymnasieklasse betyder, at flere elever risikerer lang transporttid til deres gymnasieuddannelse. Problemet er særlig slemt i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Busturen til gymnasiet risikerer at blive ekstra lang for kommende gymnasieelever, der bor uden for storbyerne.

For med et klasseloftet på højst 28 elever i gennemsnit, som regeringen og Enhedslisten indfører fra 1. august, bliver flere elever afvist fra drømmegymnasiet. Og så kan der være langt til andetvalget, skriver Politiken.

For eksempel har gymnasier i Region Sjælland netop afvist 226 elever fra deres første prioritet mod 150 sidste år, mens ansøgertallet er uændret.

Sorø Akademis Skole har eksempelvis afvist 43 mod 12 sidste år:

- Vi har afvist en del, hvor vi er deres logiske førstevalg, i forhold til hvor de bor. Men fordi der ikke er plads, kommer de til at få en meget mere besværlig skolevej, siger vicerektor Per Præstholm til Politiken.

Rektor på Kalundborg Gymnasium Peter Abildgaard Andersen, der er med til at fordele eleverne i Region Sjælland, mener at udviklingen er uheldig.

- Loftet gør, at der vil være unge i Danmark, der får længere transport. At gå i gymnasiet kræver en masse forberedelse, og skal man have et liv ved siden af, er der ikke meget tid tilbage, siger han til Politiken.

Trods transportproblemerne bakker Danske Gymnasieelevers Sammenslutning fortsat op omkring klasseloftet.

- Det er ærgerligt, at der er elever i Udkantsdanmark, som får længere til skole. Men jeg tror, at færre vil droppe ud, når der er færre i klasserne, siger formand Mai Villadsen til avisen.

Venstres uddannelsesordfører, Peter Juel Jensen, frygter at nogle unge vil vælge gymnasiet fra på grund af transporttiden.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at der bør være maksimalt fem kvarters transport hver vej til gymnasiet. Hun henviser til, at de kommende gymnasieelever kan få genbehandlet sagerne i fordelingsudvalget.

/ritzau/


Nyhedsoverblik