200 betjente skal bevogte grænsen til Tyskland

Foto: Poul Hansen Foto: TV ØST

Politiet vil nøje følge situationen, siger rigspolitichef efter regeringens beslutning om grænsekontrol

Omkring 200 politifolk sættes ind på opgaven med at kontrollere de rejsende fra Tyskland, oplyser rigspolitiet mandag.

- Vi sætter flere politifolk ind ved selve grænsen, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse.

Han lover, at der vil blive iværksat flere stikprøvekontroller ved grænsen til Tyskland. Desuden vil betjentene observere trafikken over grænsen, lyder det.

- Vi vil følge kontrolindsatsen og trafikmønstrene på grænsen løbende og vurdere, om der er behov for justeringer, siger rigspolitichefen.

Udlændinge kan blive nægtet adgang

Udlændinge, der ikke har lovligt ophold, og som ikke ønsker at søge om asyl, får ikke lov til at komme ind i Danmark. De vil blive nægtet indrejse, meddeler Højbjerg.

Udlændinge, der er kommet ind over grænsen, vil "som udgangspunkt" blive frihedsberøvet, mens politiet forsøger at fastlægge deres identitet og at få vurderet muligheden for udsendelse.

Politiet har sammen med andre myndigheder gjort nogle såkaldte modtagecentre klar, hvis der kommer et stort antal udlændinge.

Løbende vil politiet følge situationen "meget nøje," fremgår det af pressemeddelelsen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App