19-årig vinder af 100.000 kroner: Det er fantastisk

Jublen var stor, da 19-årige Andreas Ingvordsen fra Dragsholm Svømmeklub lørdag aften vandt Fidusbamsen og titlen som Danmarks Bedste Holdkammerat ved det store gallashow Sport 2015 i Herning.

- Det er fantastisk og super fedt.

Sådan lyder det fra 19-årige Andreas Ingvordsen dagen derpå, hvor han er blevet kåret som Danmarks Bedste Holdkammerat. Lørdag aften holdt DR sit årlige store sportsgallashow, hvor Danmarks bedste idrætsudøvere modtog priser for deres præstationer, og selv om Andreas Ingvordsen fra Dragsholm Svømmeklub ikke har svømmet hurtigst ellerl ængst, så er hans indsats absolut hæder værd.

Han var indstillet til Fidusbamsen af sin træner og klubbens bestyrelsesformand Betina Larsen med ord om, at han gør en stor indsats i klubben både som svømmer og som træner. Han gør sig gerne til talsmand for andre unge i klubben, han lytter og støtter mennesker omkring sig, han arrangerer AquaCamps, og så er han omsorgsfuld, hjælpsom og altid imødekommende og glad.

- Jeg synes, det er en kæmpe ære, at klubben indstillede mig til den her pris. Jeg synes jo ikke det, jeg gør, er så specielt. Jeg prøver bare at være en god kammerat, så det er virkelig en ære, at de har indstillet mig, og så var det bare fedt at stå på scenen sammen med vennerne og modtage prisen, lyder det fra den beskedne unge herre.

Fuldstændigt oppe at køre

Dragsholm Svømmeklub var repræsenteret med 35 svømmere, tidligere svømmere, trænere, tidligere trænere og så bestyrelsesformand Betina Larsen. Også hun jubler over, at den fornemme titel blev tildelt Andreas.

- Det er helt vildt fantastisk. Vi var fulstændigt oppe at køre. Tiden stod helt stille, da de sagde hans navn, og så begyndte vi at råbe. Det er bare så fedt og fortjent, at Andreas vinder, for han er jo simpelthen verdens bedste holdkammerat, siger Betina Larsen, derl igeh ar nået et par timer på øjet, inden TV ØST ringer.

- Vi kom hjem ved 3.30-tiden i nat. Jeg troede, at der ville være ro i bussen det meste af vejen, men det var faktisk først den sidste time, at folk begyndte at falde i søvn. Ellers blev der jublet, og da vi kom hjem, stod der forældre med flag og tog imod os, fortæller hun.

Med titlen som Danmarks Bedste Holdkammerat følger 100.000 kroner til en sportsrejse for Andreas' hold. Klubben havde i forvejen planlagt en træningstur i efterårsferien, og nu hvor budgettet har fået en indsprøjtning, er der plads til at drømme.

- Vi er enige om, at det i hvert fald skal være et sted, hvor der er varmt, siger Andreas Ingvordsen, og Betina Larsen tilføjer, at steder som Cypern og Malta er muligheder, men det er ikke på plads endnu. 

Den professionelle svømmer Rikke Møller Pedersen overrækte prisen til Andreas Ingvordsen.

 

Foto: TV ØST

Andreas i vante omgivelser.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App