En 18-årig ung mand har nu tilstået, at han hele to gange satte ild på den institution i Gloslunde øst for Dannemare på Vestlolland, hvor han var anbragt. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Han blev anholdt efter den anden brand den 11. juni, som resulterede i at omkring 1.000 kvadratmeter udlænger på ejendommen brændte ned. Seks dage tidligere - på Grundlovsdag - havde han ifølge sigtelserne sat ild på sit værelse.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør, men her nægtede han al kendskab til brandene. Imidlertid har han nu erkendt at stå bag begge brande.
Der var ikke brugt brandbare væsker, men den unge mand har forklaret, at han i første omgang tændte ild på en pude og ved den anden brand i en parasol.