17-årig meldte sig selv i drabssag

Foto: TV ØST

Tidligt lørdag morgen gav en 17-årig knivstikker fortabt og ringede til politiet for at fortælle, hvor han opholdt sig.

Det var en hel aftens klammeri mellem to grupper af unge, der til sidst endte ulykkeligt med, at en 17-årig dreng trak en kniv og dræbte en jævnaldrende under dette års Vig Festival.

 - Der var ellers fornuftige unge mennesker fra begge sider, der forsøgte at hidse gemytterne ned. Men så sker det her altså pludseligt relativt hurtigt, siger vicepolitiinspektør Kim Græn fra Midt- og Vestsjællands Politi i Holbæk om drabet.

Offeret blev ramt af flere knivstik under opgøret, der fandt sted på festivalens campingområde. Gerningsmanden stak med det samme af fra stedet og smed undervejs kniven fra sig. Den er
trods eftersøgning med hunde endnu ikke fundet.

Men tidligt lørdag morgen - omkring klokken tyve minutter i seks - opgav knivstikkeren at holde sig skjult. Han ringede til politiet og fortalte, at han sad på stationen i Vig og kort efter, blev han hentet af en patruljevogn.

Lørdag formiddag var den mistænkte til undersøgelse på Retsmedicinsk Institut, og han skulle derefter tilbage til afhøring hos politiet, før man beslutter, om man vil kræve ham fængslet.

Den anholdte kommer fra Randers-egnen, men har familie omkring Vig. Den dræbte var fra Asnæs.

Under bataljen blev også en 18-årig lettere såret, men han var lørdag udskrevet igen fra hospitalet.
  /ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App