16-årig knallertkører tæt på at blive kørt over af tog

En 16-årig dreng fra Asnæs var i går tæt ved at blive kørt over af toget i Nykøbing Sjælland. Politiet undersøger nu ulykken nærmere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kådhed var torsdag aften ved at gå helt galt i Nykøbing Sjælland, hvor en 16-årig dreng på sin knallert blev ramt af toget.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Episoden skete, da fire jævnaldrende drenge på knallert kørte ned ad Havnegade i byen. Da bommene gik ned ved togoverskæringen kørte tre af de fire direkte overskinnerne – men den fjerde knallert-kører fortrød, og forsøgte at bremse ved overskæringen.

Bremser svigtede

Desværre for drengen var hans bremser defekte, og knallerten standsede først midt på skinnerne.

Drengen nåede dog lige præcis at slynge sig væk fra faren, umiddelbart før toget kværnede ind i knallerten.

Drengen blev efterfølgende kørt i ambulance til skadestuen, hvor skader i hans ene skulder blev behandlet.

Ulykken undersøges

Politiet undersøger nu, om nogen kan stilles til ansvar for ulykken. Blandt andet er bomme og advarselssignaler ved overskæringen blevet undersøgt, og der er rutinemæssigt foretaget alkoholtests.

Samtidig skal den 16-åriges knallert undersøges nærmere.


Nyhedsoverblik