To ulykker på to måneder ramte i foråret Kanehøj Mølle nord for Skælskær.
I april gik vindrosen, som styrer møllens retning, i stykker, og cirka en måned senere var møllen ved at blive udrarderet, da en trækaksel knækkede, og der gik ild i møllebremsen.
Penge luner i møllelauget
Ulykkerne var ved at sætte en stopper for møllens fremtid, da møllelauget ikke havde penge til reparationerne.
Men nu har Kultur- og Fritidsudvalget i Slagelse Kommune bevilget godt 150.000 kroner til det møllelaug, der står bag møllens drift, skriver Sjællandske.
- Det er en festdag uden lige, fortæller formanden for Kanehøj Møllelaug, Anders Bülow Kristiansen til avisen.
Taknemmelig over støtte
Et overslag fra en møllebygger i Løve lyder på, at reparationerne vil koste cirka 166.000 kroner. Mølelauget har selv samlet 12.000 kroner ind.
Formanden siger til Sjællandske, at han er dybt rørt og taknemmelig over støtten - både fra kommunen og fra lokalbefolkningen.
Vingerne på Kanehøj Mølle har stået stille siden branden i maj, og da en mølle har bedst af at være i gang, kan det ifølge formanden ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med reparationsarbejdet.
Det er ikke mere end godt et år siden Kanehøj Mølle blev gennemrenoveret.