15-årig pige fremstillet i grundlovsforhør

En 15-årig pige blev i dag ved Retten i Holbæk idømt varetægtsfængsling i isolation. Det drejer sig om en 15-årig pige, der onsdag blev anholdt i Kundby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Retten i Holbæk afholdt torsdag klokken 12 grundlovsforhør, og den fremstillede var den anholdte fra onsdagens sag i Kundby.

Restmødet blev afholdt for såkaldt "dobbelt lukkede døre", og politiet er derfor afskåret fra at kommentere sagen yderligere.

- Jeg er med på, at det er en usædvanlig reaktion fra politiets side, men lige i den her konkrete sag har vi af primært efterforskningsmæssige årsager valgt at have den holdning, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Efterforskningen vigtigst

Ifølge TV 2 er der tale om en 15-årig pige, der er sigtet for besiddelse af sprængstoffer og billigelse af terror, men om den unge alder skulle have indflydelse på ønsket om dobbelt lukkede døre, vil politiet ikke ud med.

- Vi har jo ikke været ude og bekræfte hverken køn eller alder, men selv i sager, hvor den anholdte er ung, så er det som regel efterforskningen, der er den vigtigste årsag til, at vi intet udtaler, siger Martin Bjerregaard til TV ØST.

Politi og bomberyddere undersøgte onsdag et hus på Trønningevej i den lille by ved Holbæk. Her skulle pigen ifølge oplysningerne bo sammen med sin mor.

Politiet har holdt kortene usædvanligt tæt ind til kroppen i sagen og har ikke villet be- eller afkræfte, hvorvidt der er anholdte i sagen, og om en 15-årig pige er involveret.

En helt almindelig teenager

I retten mødte en ung pige op iført lyse jeans med huller på begge knæ, en sort sweatshirt og en hvid dunjakke. Hendes mørke hår hang løst, og hun talte med meget lav stemme, da retten bad hende bekæfte tidspunktet for anholdelsen, fortæller TV ØSTS reporter fra retten og beskriver hende som en helt almindelig teenager rent udseendemæssigt.

I Politiets Efterretningstjeneste ønsker man ikke at kommentere sagen om anholdelsen af en 15-årig pige fra Nordvestsjælland.

Heller ikke hos PET er der nogen informationer at hente om sagen. Torsdag morgen henviser en talsperson for PET til Midt- og Vestsjællands Politi for oplysninger om pigen.

Angiveligt fundet sprængstoffer

Ifølge TV2 blev pigen anholdt onsdag eftermiddag. I en officiel version af døgnrapporten udsendt cirka klokken 9.30 hedder det, at der var en undersøgelse i Kundby ved Svinninge.

Rutinemæssigt var en ambulance og det lokale redningsberedskab tilkaldt til at være standby i forbindelse med politiets undersøgelse på stedet," står der. I den villa, hvor pigen bor med sin mor, er der angiveligt fundet sprængstoffer. Hærens ammunitionsryddere blev tilkaldt for at undersøge ejendommen onsdag eftermiddag, og tilsyneladende blev der fjernet ting fra kælderen.

I døgnrapporten noterer politiet, at undersøgelserne i villaen blev afsluttet i løbet af aftenen.

Muligvis konverteret

Af "efterforskningsmæssige årsager" kan politiet ikke oplyse yderligere, fremgår det.

Ifølge TV2 forlyder det, at pigen sigtes for blandt andet en bestemmelse i straffeloven om offentligt at billige terror og andre forbrydelser mod staten.

Den slags straffes med bøde eller fængsel, fremgår det af paragraffen.

Pigen skal være konverteret til islam.

TV ØST/ritzau/


Nyhedsoverblik