15-årig anholdt for køllerøveri

En 15-årig dreng fra Høng blev i går eftermiddags anholdt, efter han med en kølle havde truet to kvinder til at udlevere 50 kroner.

De to kvinder og dens ene barn på to år var ude og gå en tur på Sølystvej i Jyderup, da de pludselig blev passet op af en ung mand, som forlangte at få deres penge. Manden truede med en trækølle.

De to kvinder blev dybt chokerede. Den ene kvinde havde ingen penge, mens den anden afleverede 50 kr. Røveren stak herefter af fra stedet.

En mand, som befandt sig i nærheden, kunne se, at der var noget galt. Han løb til stedet og fik at vide, hvad der var sket. Vidnet løb efter røveren og råbte, at han skulle stoppe. Det fik røveren til også at true vidnet. Han holdt derfor lidt afstand til røveren, mens han stadig råbte og skældte ud.

Det fik røveren til at give op, og han afleverede køllen til vidnet. Det modige og meget snarrådige vidne fik også pengene fra røveren, som blev afleveret tilbage til kvinden.

Vidnet tilbageholdt nu røveren til politiet kom. Det viste sig at være en kun 15-årig dreng fra Høng.

Den 15-årige sidder stadig anholdt, og politiets jurister vil i løbet af formiddagen vurdere, om drengen skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App