Det vi har sammen

14-årig dreng stod bag dødskørsel i stjålen BMW

Foto: TV ØST

En kun 14-årig dreng stak to gange af fra politiet i dramatisk biljagt. En politibil blev totalskadet under forsøget på at standse drengen.

En dreng på 14 år menes at være den bilist, der onsdag med vild kørsel har opskræmt flere sjællændere og desuden være årsag til en bulet patruljevogn.

- Han har været til afhøring her til aften med sin mor, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ehm Christensen.

Dreng nægter sig skyldig

- Han nægter alt. Men betjentene har genkendt ham som føreren, tilføjer vagtchefen.

Balladen begyndte først på eftermiddagen. Fra Høng-området var der flere meldinger om såkaldt rådden kørsel i en sort stjålen BMW.

Senere på dagen kørte samme bil på samme iøjnefaldende facon rundt i Slagelse.

Patruljevogn smadret

En patruljevogn fik ved 16-tiden øje på bilen, men forfølgelsen endte galt efter få minutter.

På Torvegade fik patruljevognen en så alvorlig skade, at den ikke kunne køre videre.

Og til betjentenes ærgrelse kunne BMW'en fortsætte, selv om den også var blevet beskadiget.

Gemte bil i garage

- Vi fandt den i en underjordisk garage klokken 19, fortæller vagtchef Ehm Christensen.

Under afhøringen onsdag aften har den 14-årige, der er fra Dianalund, dog lodret afvist at have drønet rundt i den stjålne bil.

- Han skyder skylden på en anden, fortæller politiets vagtchef.

Har haft stjålen bil i en uge

Den nu ramponerede BMW er blevet stjålet for godt en uge siden.

På grund af drengens alder kan der ikke rejses sag om striben af lovovertrædelser, men om der kommer et andet efterspil - for eksempel i form af et krav fra et forsikringsselskab - er endnu uafklaret.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App