Det vi har sammen

14-årig dreng i dødsensfarlig leg på skinnerne

Foto: TV ØST

En 14-årig dreng fra Mørkøv har filmet dødsensfarlig leg på skinnerne og lagt resultatet på Facebook.

En 14-årig dreng fra Mørkøv var i overhængende livsfare, da han mandag og tirsdag optog en video, hvor han stod ganske tæt på nogle jernbaneskinner og filmede sig selv, da et hurtigtkørende tog kørte forbi blot 5-6 centimeter fra ham.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der onsdag har afhørt drengen og givet ham en kraftig formaning om, at han skal stoppe den farlige leg.

Tog kørte 120 kilometer i timen

Toget kørte 120 kilometer i timen og har da en bremselængde på op imod en halv kilometer.

Politiet fik onsdag en henvendelse fra DSB, der af flere var blevet tippet om filmen på Facebook, hvor den 14-årige dreng udfordrede sit held.

Politiet kunne genkende drengen, og ved en afhøring i sit hjem erkendte han overfor politiet og sin mor, at han både havde lavet filmen og publiceret den på det sociale medie.

Kunne være blevet suget ind i togets hjul

Ifølge DSB er drengen heldig at være sluppet fra episoden i live.

Drengen havde nemlig valgt at udfordre lykken mod et MR-tog. Havde han i stedet forsøgt sig med et dobbeltdækkertog ville han efter alt at dømme være blevet trukket ind under togets hjul.

Den afslørende video er siden blevet fjernet fra Facebook.

Ifølge politiet har drengen overtrådt straffelovens regler om forstyrrelse af sikkerheden af jernbanedriften og overtrædelse af jernbaneloven ved at færdes på sporarealet. Den 14-årige kan dog ikke sigtes for disse overtrædelser, da han er under den kriminelle lavalder.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App