13 år med forsinkelser

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Aflyste og forsinkede tog bliver hverdag, når sommervarmen sænker sig over Danmark, og der er lange udsigter til forbedringer. Det nedslidte jernbanenet har det svært med varmen, da den giver risiko for solkurver. Derfor skal hastigheden ned for at mindske belastningen på de strækninger, hvor der er risiko for solkurver.

Banedanmark arbejder hårdt på at udskifte sveller og skærver på de udsatte strækninger, men problemerne med jernbanen stikker dybere. Faktisk vil der gå 13 år endnu, før togene får optimale forhold.

Det er konsekvensen af den trafikaftale, som V, K, DF og R indgik sidste efterår.

Først skal efterslæbet ordnes. Det varer frem til 2009. Herefter skal der bruges flere penge på sporfornyelse frem til 2014. Banedanmark har fået en ekstrabevilling på 4,7 milliarder kroner på at klare den opgave, men det betyder ikke, at problemerne er løst. For signaler er et mindst lige så stort problem som de slidte skinner.

Trafikaftalen indebærer, at der er truffet en principbeslutning om en totaludskiftning af signalerne. Men det sker først efter 2014 og forventes færdig i 2020. Samlet løfter de tre trin regulariteten fra 91,7 procent til 97,7 procent i 2020, når arbejdet med både skinner og signaler er overstået. Det tempo imponerer ikke den socialdemokratiske trafikordfører, Magnus Heunicke.

- Regeringen tager simpelthen ikke den kollektive transport alvorligt. Planen for udbedring af skinnerne er uambitiøs, og tempoet er alt for langsomt. Planen er alt for uambitiøs, og man begynder de helt forkerte steder. Man begynder oppe i whiskybæltet, hvor problemerne ikke er særligt store, men hvor regeringens kernevælgere bor. Det lugter langt væk af, at man ikke løser problemerne efter behovet - men efter alle mulige andre præmisser, tordner Heunicke.


Nyhedsoverblik