12-årige fandt håndgranater

Tirsdag eftermiddag fandt to 12-årig drenge to håndgranater i vandkanten i nærheden af kommunekontoret i Præstø. Politiets bomberyddere betegner granaterne som rigtig farlige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Niels og Christoffer var ude for at samle flasker som ofte før, da de pludselig fik sig en overraskelse.

- Først troede jeg bare, at det var noget fyrværkeri, men så så jeg splitten, og så blev jeg bange, fortæller Niels Mortensen.

Drengene gjorde det eneste rigtige, kontaktede deres forældre og gik op for at aflevere den ene af granaterne hos politiet. Men politiet havde lukket, derfor efterlod de granaten på parkeringspladsen og kontaktede i stedet ordensmagten telefonisk.

Ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt, og så gik natten med at søge efter granater mellem sivene. Der blev dog ikke fundet mere ammunition, men efter en undersøgelse kunne politiet konstatere, at det var livsfarligt sprængstof drengene havde samlet op.

- Hvis de havde trukket i splitten, og den var gået af med det samme, så tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket, siger politiassistent Henning Rasmussen.

Drengenes forældre blev mindst lige så bange da det gik op for dem hvor farligt det var.

Efterhånden som vi kom til at tænke over, hvor galt det kunne have været gået, begyndte hårene at rejse sig i nakken, siger Michael Hansen, som er far til den ene af drengene.

Politiet håber nu på hjælp fra borgere, der har set noget mistænkligt i området, for det kan blive svært at finde ud af, hvordan granaterne er havnet mellem sivene.


Nyhedsoverblik