104 skydevåben fundet under politiaktioner

Task Force Øst og Midt- og Vestsjællands Politi har tidligt torsdag morgen gennemført en landsdækkende politiaktion med ransagninger af 22 adresser i hele landet. Seks personer er blevet anholdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiaktionen er kulminationen på en efterforskning mod en 69-årige våbeninteresseret mand fra Asnæs, der mistænkes for i flere tilfælde at have solgt illegale skydevåben til personer i bandemiljøet.

De øvrige anholdte er personer med tilknytning til bandemiljøerne på Sjælland, og de mistænkes for at have købt skydevåben af den 69-årige. De anholdte er en 69-årig mand fra Asnæs i Odsherred, en 24-årig mand fra Glostrup, en 25-årig mand fra Hedehusene, en 41-årig mand fra Roskilde, en 74-årig fra Asnæs og en 64-årig fra Grenå.

Masser af våben beslaglagt

Under dagens ransagninger er der foreløbigt beslaglagt 43 skydevåben, bl.a. en maskinpistol, flere pistoler, flere haglgeværer og mange rifler.

- Under politiets bandeindsats er der konstateret mange våben i omløb i bandemiljøerne. Det har været en klar målsætning, at fjerne disse våben, og jeg er meget tilfreds med, at det med denne aktion er lykkedes at afdække og stoppe én af forsyningsvejene til banderne, siger politiinspektør Magnus Andresen fra Task Force Øst.

Fem af de anholdte vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk.

Politiets andre aktioner

Torsdag den 11. august blev en 76-årig mand fra Snertinge i Kalundborg kommune anholdt og sigtet for at opbevare en semiautomatisk pumpgun og et oversavet jagtgevær. Den 76-årige mistænkes for i forening med en 69-årige mand fra Asnæs at have forsøgt at sælge disse våben. Den 76-årige blev løsladt efter afhøring. Sagen behandles senere i retten.

 

Lørdag den 13. august blev en 31-årig mand med banderelationer anholdt på Holbækmotorvejen, idet han blev fundet i besiddelse af 2 pistoler, som han kort forinden menes at have afhentet hos den 69-årige mand fra Asnæs. Den 31-årige blev den 14. august varetægtsfængslet ved retten i Roskilde.

 

Fredag den 2. september blev der under en ransagning hos en 54-årig mand i Vig beslaglagt 57 skydevåben, herunder maskinpistoler, automatiske geværer, pistoler, revolvere, rifler, pumpguns og haglgeværer samt flere hundrede kilo ammunition. Den 54-årige blev lørdag den 3. september varetægtsfængslet ved et lukket retsmøde ved Retten i Holbæk.


Nyhedsoverblik