100.000 kroner til sommermusik

Region Sjælland støtter syv kulturelle tilbud i hele regionen.

Når tonerne begynder at strømme ved musikfestivalen Sommermusik på Fuglsang til august, sker det med økonomisk hjælp fra Region Sjælland. 

Forretningsudvalget i regionen har netop sagt ja til en ansøgning fra Storstrøms Kammerensemble om støtte til festivalen, og tilskuddet fra Region Sjælland udgør 100.000 kr.

- Sommermusik på Fuglsang har markeret sig på landsplan som et regionalt fyrtårn for klassisk musik, og festivalen tiltrækker publikum fra hele Norden og Tyskland. Det er et projekt, som er med til at øge synligheden af tilbuddene i regionen på det kulturelle område, og det er med til at styrke turismen og den regionale oplevelsesøkonomi, fortæller regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard.

Han tilføjer, at netop sådanne ting bliver vægtet ved behandlingen af ansøgningerne.

Det er første gang, Region Sjælland har behandlet ansøgninger om støtte på kulturområdet, og i alt 1, 9 mio. kr. er fordelt til syv projekter i regionen.

Som led i strukturreformen blev også lovene på kulturområdet ændret, og de nye regioner har nu mulighed for at yde tilskud til kulturarrangementer og være med til at igangsætte og udvikle kulturelle tilbud i regionen. De syv kulturprojekter, der har fået støtte i Region Sjælland, dækker geografisk hele regionen og henvender sig til et bredt publikum.

De støttede projekter:

  • Dansk Folkemusikfestival 2007, Haslev
  • Sommermusik på Fuglsang 2007
  • Caravanen – International Børneteater Biennale 2008, Holbæk og Odsherred
  • Publikationen Out of Town 
  • Lys over Lolland 2007
  • Artist in Residence-program på Sølyst, Jyderup
  • LandArt Lolland Falster 2007

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App