1. maj fejres uden arbejde

Mange af landets bygningsarbejdere behøver ikke at gøre brug af deres overenskomstmæssige fridag for at fejre 1. maj. De er uden arbejde og uden udsigt til at få tilbudt et den nærmeste tid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er især murere og malere, der mangler at komme i gang. Her er flere end hver femte fortsat uden job, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det viser de nyeste ledighedstal fra BAT-kartellet fra uge 11, det vil sige den midterste uge i marts, hvor den generelle ledighed blandt de ledighedsforsikrede bygningsarbejdere var 13,8 procent.

Hårdest ramt er Region Sjælland og Region Nordjylland.

- Når det handler om murerne, ser det rigtig sort ud, og de allerseneste tal fra sidste uge fortæller, at det er hver fjerde af vores murere, der går ledig, fortæller Reidar Kogstad, byggegruppeformand i 3F Aalborg.

- Der er ved at komme godt gang i byggeriet heroppe, og beskæftigelsen for tømrere og jord- og betonarbejdere er markant forbedret over de seneste par måneder, hvorimod murernes situation ikke er for god. Der bliver bygget i beton og glas, og vi har ikke udsigt til store murede facader. Jeg både håber og tror, at vores murerledighed kommer længere ned i løbet af de næste par måneder, men jeg er bange for, at den vil forblive unaturligt høj i forhold til sæsonen, siger han.

Formanden for Dansk Byggeris Murersektion, murermester Henning Østergaard Jørgensen, bekræfter, at mange arkitekter fravælger det fuldmurede byggeri til fordel for beton, stål og glas.

- De synes, vi er for dyre og for uproduktive, og den holdning vender man jo ikke bare i løbet af kort tid. Min påstand er imidlertid, at folk foretrækker at bo i fuldmuret byggeri både på grund af æstetik og indeklima, så vi skal have vendt udviklingen, siger han.

Henning Østergaard Jørgensen tror dog på bedring af murernes beskæftigelsessituation hen over sommeren.


Nyhedsoverblik