Nyheder fra din hverdag

Yderområder føler sig snydt: Millioner til bedre bredbånd ender i storbyen

Millioner fra bredbåndspuljen uden for de største byer ender i København og omegn. Det giver ikke mening, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd.

Det er langt fra kun bredbåndsprojekter i yderområderne, der får tilskud. 

Flere millioner kroner til bedre bredbånd uden for de største byer er nemlig endt i København og omegn. 

Det viser en gennemgang, Ingengiøren har foretaget. Og derfor vil Landdistrikternes Fællesråd nu have ministeren til at lave puljen om. 

- Jeg undrer mig over, at Region Hovedstaden løber med 15,5 millioner kroner og et projekt i København får over tre millioner kroner, mens mange landdistrikter har fået et nej til at få støtte. Det giver ikke mening, siger formand, Steffen Damsgaard, i en pressemeddelelse. 

Får konsekvenser for yderområder

Formanden mener ikke, at København og omegn skal have statsstøtte til bedre bredbånd på bekostning af landområderne. 

Bredbåndspuljen på 200 millioner kroner løber over fire år. 

Fællesrådet får nu opbakning af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Partierne vil ændre kriterierne, siger de til TV 2, så støtten kun går til yderområder, der lider af markedssvigt. 

- Det er meget positivt, at flere forligspartier nu melder klart ud om den retning, bredbåndspuljen var tiltænkt, nemlig landdistrikter og ikke Storkøbenhavn, siger Steffen Damsgaard. 

- Når 300.000 husstande fortsat ikke har tidssvarende bredbånd, frygter jeg, at nogle landområder stadig er frakoblet den digitale fremtid i 2020. Især når statsstøtten også går til Storkøbenhavn. Konsekvensen er, at hussalget går i stå, virksomheder søger væk, og al vækst og udvikling forlader de landområder, som ikke bliver opkoblet til moderne bredbånd.

Tip os Har du et godt tip?