Det vi har sammen

Weekenden giver byger - bare ikke i den østlige del af landet

Markerne tørster, og trods regn på vejrkortet ser weekenden ikke ud til at give regn i den østlige del af landet. Foto: Liselotte Krogh - TV ØST

Der kan komme regn både lørdag og søndag, men det ser ikke ud til at komme til Sjælland og øerne i denne omgang.

I den østlige del af landet er man stået op til en skyfri himmel og solskin fra morgenstunden - som det er sket så utroligt mange gange i de forgangne uger.

Er man derimod bosiddende i den vestlige del af landet, så er man stået op til noget så uvant som skyer flere steder, og især over den sydlige del af Jylland falder der enkelte lette byger. 

Selvom regnen er særdeles tiltrængt, og store dele af landet henligger i regulær tørke, så er dagens nedbør ingenlunde tilstrækkelig til at gøre op for det enorme vandunderskud på cirka 95 millimeter, som netop nu er i naturen. 

Samlet nedbørsmængde i løbet af lørdagen. Generelt vil der ikke kunne falde meget mere end fem millimeter i alt.  Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Lørdagen igennem kan der fortsat bevæge sig flere byger op over Jylland og måske den vestlige del af Fyn, men samlet set ventes der højest at falde et par millimeter nedbør.

Nedbøren kommer i forbindelse med forsøget fra køligere luft på at bevæge sig ind over Danmark fra vest. På den grænse dannes der byger, som resten af dagen kan give regn i Jylland i varierende omfang.

Over de østlige egne fortsætter det solrige højsommervejr med temperaturer, der kan nærme sig 29 grader i eftermiddag - og dermed give os årets 25. sommerdag.

Langt fra nok regn

Selvom bygerne lørdag i bogstaveligste forstand falder på et tørt sted, så er der meget lange udsigter til en ende på den begyndende tørke over Danmark. Med omtrent fem millimeter regn i løbet af lørdagen, så er det blot cirka fem procent af den mængde vand, der skal til, førend vandlagrene igen er opfyldte.

Heldigvis er der mere hjælp på vej fra oven søndag, hvor regn- og tordenbyger bevæger sig op over landet. Igen bliver det især den vestlige og centrale del af landet der bliver ramt - og jo længere østpå i landet, man kommer, jo mindre er muligheden for byger.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App