Nationalsymbol forfalder

"Nedbrudte, løse og manglende sten" er blandt konklusionerne i en ny tilstandsrapport fra Slots- og Kulturstyrelsen om Vordingborg Slotsruin.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gåsetårnet – Vordingborgs nationalhistoriske DNA – og den øvrige slotsruin er i dårlig stand.

Det er den overordnede vurdering efter en ny tilstandsrapport fra Slots- og Kulturstyrelsen er blevet frigivet. Det skriver Sydsjællands Tidende. Blandt andet er murværket flere steder revnet og sten sidder så løst, at der er nedstyrtningsfare. 

Ifølge Kjeld Borch Vesth fra Slots- og Kulturstyrelsen skal rapporten tages alvorligt:

- Hvis ikke vi gør noget nu, så bliver ruinen mindre, og der bliver mindre tilbage af vores historie.

Landets kongeborg

Vordingborg Slot har været en af Danmarks største kongeborge. Den blev grundlagt af Valdemar den Store omkring år 1160.

Ruinen, der er Danmarks næststørste, består af en stor mængde originalmurværk herunder Gåsetårnet. Stedets historiske betydning, bl.a. som samlingspunkt for ledingsflåden, giver Vordingborg høj signifikans og formidlingsværdi.

Daglig leder ved Danmarks Borgcenter, Thomas Tram, understreger at de tager rapporten seriøst, men at ingen besøgende skal frygte for deres sikkerhed:

- Det allervigtigste er, at folk ikke kan komme til skade og dernæst, at borgen ikke kan komme til skade. Så det kigger vi selvfølgelig på, og derfor er vi rigtig glade for, at der ikke er akutte farer.

Renovering til 12 millioner

En gennemført renovering vil koste godt 12 millioner kroner, men Slots- og Kulturstyrelsens samlede budget til vedligeholdelse af alle landets borgruiner lyder på blot 1,6 millioner kroner årligt.  Derfor håber Kjeld Borch Vesth også på ekstra midler.

- Nu må vi se om vi kan finde nogle penge til det i staten. Vi søger selvfølgelig også fonde som kunne tænkes at bidrage, men vedligeholdelsesarbejdet har fondene ikke været glade for at give noget til.

Det er dog ikke unormalt, at borgruiner af den størrelse kræver særdeles meget vedligeholdelse:

- Det koster penge at bevare så kæmpestort et anlæg. Det er faktisk ganske forventeligt, at beløbet er stort. Det er 12 millioner kroner. I alt. Det er cirka knap 4 millioner kroner, som bør bruges her og nu for at kunne sikre delene, og det kommer ikke bag på nogen, udtaler Thomas Tram.

Omtrent 110.000 gæster besøger årligt Slotsruinen og Gåsetårnet. Ruinområdet ejes og vedligeholdes af Vordingborg kommune, mens Gåsetårnet hører under Skov- og Naturstyrelsen. 


Nyhedsoverblik