Vordingborgs borgmester stopper sit politiske virke

Knud Larsen (V), borgmester i Vordingborg Kommune, har valgt at stoppe før tid. Michael Seiding Larsen overtager borgmesterposten

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter 43 år i politik har Vordingborgs borgmester Knud Larsen (V) valgt at stoppe sit virke i politik og gå på pension med udgangen af marts 2017. 

- Det har været et fantastisk liv i folkestyrets tjeneste. Jeg har fået mulighed for at gøre en forskel som politiker, og synes at meget er lykkes. Jeg har med respekt for demokratiet altid lagt vægt på dialogen og arbejdet for brede politiske løsninger, udtaler Knud Larsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Jeg håber, at jeg har levet op til den tillid som mange trofaste vælgere igennem alle år har vist mig. Men nu er det desværre blevet tid til at stoppe.

Udnævnt til ridder af Dannebrog

Det bliver Venstremanden Michael Seiding Larsen, som fra den 1. april overtager borgmesterposten.

- Jeg glæder mig utroligt meget til opgaven. Jeg skal afløse en meget erfaren og betydende kommunalpolitiker, og det stiller store krav. Jeg er dog klar til at stå tidligt op, og tage over efter Knud. Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at bygge oven på den rivende udvikling, som Knud har været med til at skabe i Vordingborg Kommune, udtaler Michael Seiding Larsen.

Knud Larsen har deltaget i politik i 43 år, hvor knap 15 år var som borgmester i henholdsvis den tidligere Møn Kommune og i Vordingborg Kommune.

Tilbage i 2005 blev Knud Larsen udnævnt til ridder af Dannebrog for sit mangeårige politiske virke.

Der afholdes afskedsreception for Knud Larsen fredag den 31. marts klokken 14.00 på Vordingborg Rådhus. 


Nyhedsoverblik