Vordingborg vil leje privates både ud

Bådudlejning kan være løsningen på flere problemer. Det mener Vordingborg Kommune, der nu aktivt spiller en rolle i deleøkonomi-filosofien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brug båden - også når du ikke bruger den. Det er et budskab, der kan løse mange udfordringer, mener de i Vordingborg Kommune. Derfor er de gået aktivt ind i et koncept med bådudlejning mellem private.

De har udviklet, det de kalder Vordingborg-modellen. Og tanken er enkel.

Kommunen skaber de bedste vilkår for dem, der vil udleje deres båd. Samtidig vil de skabe den størst mulige tryghed for de faste sejlere i de små havne. Det skal skabe flere turister og mere aktivitet i de sydsjællandske havnebyer.

Ikke økonomisk ansvarlige

Det vil de blandt andet gøre ved at havnefogeden kan stå for nøgleudlevering til lejer. Kommunen vil også registrere udlejerne på en liste, så havnefogeden kan holde et ekstra øje på båden, så kan de kontakte ejeren, hvis der sker noget utilsigtet.

Samtidig fører de også kontrol med udlejerne. De vil være proaktive og kommunikere med fastlæggerne i havnene og undgå konflikter. Og de vil hindre storinvestorer i at indtage hele havne med 50 både og dermed optage pladser fra lokale.

Det er ikke kommunen selv, der formidler bådudlejning, og de har for så vidt heller ikke en økonomisk rolle at spille i forretningen. De vil kun tilbyde at skabe gode rammer for de virksomheder, eller privatpersoner, der tilbyder bådleje.

Et eksempel på en udlejer er hjemmesiden Boatflex.com. Det er en slags AirBnb for både. De formidler kontakten mellem en privatperson, der ejer en båd og gerne vil udleje den, og en person der kan sejle en båd, som gerne vil leje.

En af fordelene ved at bruge en tjeneste som Boatflex er, at båden er forsikret via deres samarbejdspartner, og at et depositum sikrer én, hvis der kommer småskader.

Skaber turisme

TV ØST har snakket med Søren Nielsen fra Vordingborg. Han har en motorsejler liggende i Vordingborg Nordhavn, men han har også campingvogn. Og i år vil familien altså gerne på campingferie.

- Så det er lidt samvittigheden, der byder mig, at båden ikke bare kan ligge stille. Så lejer vi den ud, og kan tilmed få dækket lidt af de økonomiske omkostninger ved den, siger Søren Nielsen til TV ØST.

Det betyder altså, at Jan Skakon fra Fakse Ladeplads, som lejer båden, nu kan tage på en lille ferie langs kysterne ved Vordingborg.

Stort potentiale

Anders Arfelt, der er havnecahef i Vordingborg Kommune, vurderer, at der er et kæmpe pontentiale i projektet.

Vordingborg Kommunen kæmper nemlig med, som flere andre udkantskommuner, for få overnatningsmuligheder til turister.

Men hvis man kan mobilisere alle de både, der ligger ubenyttet, så kan man åbne op for flere tusinde sengepladser. Også fordi tanken om bådudlejning ikke kun begrænser sig til, at man skal sejle i dem.

Det kan også være et alternativt til hotel eller lejlighed, hvor man blot bruger det som et "hjem" og hygger sig i byen.

Kræver ikke sejlerfaring

Hvis man ønsker at leje en båd, så er der mange muligheder - også selvom man ikke er sejlkyndig.

Det er muligt selv at leje og sejle en sejlbåd, hvis man har duelighedsbevis. Speedbåde kræver kun speedbådskørekort.

Men hvis man ikke har nogle af delene, så kan man leje en kaptajn med båden, som står for at transportere én rundt til vands.

Ellers kan man jo bare leje båden som fastligger og nyde havnemiljøet i den enkelte havn.


Nyhedsoverblik