Det vi har sammen

Voldsomt hjemmerøveri: 74-årig mand blev låst inde

Foto: TV ØST

En 74-årig mand blev natten til tirsdag overmandet af hjemmerøvere og låst inde på sit badeværelse.

I flere timer var en ældre mand spærret inde på sit badeværelse, da tre tyve røvede hans hjem nord for Systofte på Falster.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til folketidende.dk.

- Den ældre mand har forklaret, at det bankede på hans dør kort efter klokken to natten til tirsdag. Da manden lukkede op, stod der tre mænd uden for døren, som trængte ind i mandens hjem og på gebrokkent dansk forlangte penge, inden de låste ham inde på badeværelset, siger politikommisær Steen von Würden til folketidende.dk.

Politiet søger vidner

I den følgende tid gennemrodede tyvene hele hans hjem, og først da tyvene med et mindre kontantbeløb forlod stedet, brød den 74-årige mand ud af badeværelset.

Omkring klokken 04.30 anmeldte han hændelsen til politiet, der sendte efterforskere og hundeptruljer til stedet.

De tre gerningsmænd er alle 170-175 centimeter høje og talte gebrokkent dansk.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sidder klar på telefon 1-1-4, hvis nogen har set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring Systofte i tidsrummet 02.00-04.30 natten til tirsdag.

Tip os Har du et godt tip?