Det vi har sammen

Voldsom lastbilbrand lukker Storebælt

Arkivfoto. Foto: Morten Bøgh

En lastbil fyldt med vin blev natten til tirsdag ramt af en voldsom brand på Storebæltsbroen.

Trafikken på Storebæltsbroen blev natten til tirsdag ramt af en voldsom brand på broen.

Her stod en lastbil nemlig i brand. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi fik meldingen om branden klokken 02.02, og lastbilchaufføren forsøgte at få vognen ned på Sprogø, før han standsede. Dette lykkedes dog ikke, siger vagtchef Ehm Christensen til TV ØST.

Under redningsarbejdet måtte der store kraner ud på broen for at få lastbilen ind til siden.

Læs også Oprydning efter brand lukker Storebæltsbroen igen

Startede i dæk

Lastbilen var på vej ned af højbroen i vestgående retning mod Fyn da branden opstod. Branden startede i dæk og bremser på lastbilens hængervogn, men bredte sig hurtigt til andre dele af lastbilen.

Klokken 06.10 gav lastbilen stadig problemer for trafikken på broen.

- Ingen er kommet noget til ved branden, men branden medførte, at broen helt var lukket i omkring 45 minutter – og at der stadig kun er et spor farbart på stedet. Især lukningen gav noget kø, men det ser fornuftigt ud derude nu, siger Ehm Christensen.

Ingen alvorlige skader på broen

Den brændte lastbil står stadig på Storebæltsbroen, og derfor har de ansatte ved Storebæltsbroen endnu ikkehaft mulighed for at vurdere, om der er sket skader på broen.

- Vi kan udelukke, at der er sket skader, der betyder noget for broens sikkerhed. Det er stadig sikkert at køre over. Men vi kan ikke udelukke, at der eksempelvis er sket noget med et autoværn. Men det ser vi på, når trafikken er normal igen, siger vagtchefen på Storebæltsforbindelsen tirsdag morgen til TV ØST.

Tip os Har du et godt tip?