Voldsom gårdbrand: To længer udbrændte totalt

To ud af tre længer på en gård uden for Næstved udbrændte totalt ved midnat. Ingen personer eller dyr kom noget alvorligt til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før midnat mandag aften fik politiet 112-meldingen om ild i en tre-længet gård på Spjellerupvej 100 uden for Næstved.

Det viste sig, at det var en større brand. Det oplyser vagtchefen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

- Det var en voldsom brand. Den kunne ses langt væk, og det har taget tid at slukke branden helt. Jeg er faktisk ikke sikker på, de (brandvæsnet, red.) er hundrede procent færdige på stedet endnu, siger vagtchef Anders Mikkelsen tidligt tirsdag morgen til TV ØST.

Husets mandlige beboer og en hund kom ud uskadte og i tide, fordi manden selv opdagede branden. Der var ifølge vagtchefen ingen dyr i staldlængerne.

- Ingen personer eller dyr kom noget til. Manden havde hørt nogle høje smæld og bemærkede at der var ild i fyrrummet, siger Anders Mikkelsen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så det ud, da to ud af tre længer på en gård uden for Næstved stod i flammer.
Sådan så det ud, da to ud af tre længer på en gård uden for Næstved stod i flammer. Foto: René Lind - Lind Foto

Branden opstod formentlig i et fyrrum i en af staldlængerne og altså ikke stuehuset, hvor den mandlige beboer var hjemme. 

- Man har en vis fornemmelse af, at branden er opstået i et fyrrum. Det bør det naturligvis ikke, men det kan jo ske. Men det skal vi have undersøgt nærmere, siger Anders Mikkelsen.

Det kan, ifølge politiets vagtchef, tage tid at slukke branden helt, især fordi der var halm på loftet, som brænder godt. Når brandvæsnet er færdige med slukningen, og tomten er tilgængelig, vil politiets brandteknikere undersøge brandårsagen.


Nyhedsoverblik