Voldsom brand rammer nybygget hus

Brandfolk fra Ringsted arbejdede fredag morgen på at slukke en brand i et forholdsvis nybygget hus ved Jystrup.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brandfolk var fredag morgen i gang med et omfattende slukningsarbejde i en villa i Ålbækhuse ved Jystrup, der var blevet ramt af brand.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Meldingen om alarmen indløb til alarmcentralen klokken 04.42, og brandfolkene kæmper stadig med at redde huset.

- Branden er startet i en carport, hvor der også er værksted. Derfra har den bredt sig til huset, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen til TV ØST.

Carporten, hvor en bil og en ATV stod parkeret, er udbrændt, og der er også sket omfattende skader på huset.

Opdagede brand, da strømmen gik

Det var en af beboerne i huset, en 51-årig mand, der opdagede branden, da han lugtede røg og strømmen pludselig gik. Beboeren sørgede for at slå alarm og få alle ud af bygningen i god behold.

Der er tale om et forholdsvist nyt byggeri i et nybyggerkvarter et stykke udenfor byen, og politiet vil nu undersøge brandårsagen.

- Vi skal have brandteknikerne derud for at forsøge at klarlægge hvorfor branden er brudt ud, siger Henrik Møller Nielsen.

Artiklen er opdateret
Clock22. jun 2018, kl. 13:15
Artiklen er opdateret med nye informationer fra politiet.

 


Nyhedsoverblik