Det vi har sammen

Voldsom brand i hus: En person er død

En person er brændt inde i i en voldsom brand i Brandelev ved Næstved. Foto: Preben Madsen / Media Næstved.

En voldsom brand i Brandelev ved Næstved lørdag aften har kostet en person livet. Politiet undersøger nu omstændighederne ved branden.

En person er indebrændt i en voldsom brand i Brandelev ved Næstved lørdag aften.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi kan endnu ikke sige meget om branden – men vi har fundet en person død i brandtomten, siger vagtchef Bo Georg Petersen til TV ØST.

Ifølge TV ØSTs oplysninger er huset - der ligger forholdsvist øde - totalt udbrændt i branden.

Politiet kan endnu ikke sige noget om den dødfundne – men man formoder, at der er tale om en ældre kvinde, som har folkeregister-adresse i huset.

Meldingen om branden indløb på 1-1-2 klokken 18.30 lørdag, og da brandvæsen og politi nåede frem stod der flammer op igennem taget på ejendommen. Slukningsarbejdet tog flere timer, og først sent lørdag aften kunne man med sikkerhed sige, at en person var blevet fanget i flemmerne.  

- Vi arbejder naturligvis på stedet søndag. Vi skal have identificeret den omkomne, og vi skal også forsøge at finde årsagen til branden, siger Bo Georg Petersen til TV ØST.

Tip os Har du et godt tip?