Voldelig nat på Sydhavsøerne: Tre personer anholdt

Arkivfoto.

Sydsjællands- og Lolland-Falster Politi har haft travlt natten til søndag, hvor der har været hele tre voldsepisoder på Lolland og Falster.

Den første episode fandt sted i Nørre Alslev på Falster, hvor en 58-årig mand blev rasende over, at en lastbil holdt parkeret på Storstrømsvej.

- Med en slangebøsse fyrer han nogle stålkugler mod lastbilens forrude, og da lastbilchaufføren åbner døren, får han sprøjtet peberspray i hovedet, siger vagthavende til TV ØST. 

Den 58-årige mand er blevet anholdt og sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven. Han vil blive løsladt i løbet af søndagen.

Vold mod kvinde

I Rødby var der også øretæver i luften i nat. Her udsatte en 19-årig mand en kvinde for vold.

- Det har noget med nogle familierelationer at gøre, som vi ikke vil komme nærmere ind på, siger vagthavende.

Den 19-årige er kendt af politiet i forvejen, og derfor overvejer politiet nu, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Læs også To mænd jagtede mand med kniv og tog en bid af sædet i politibilen

Truede med stort sværd

Politiet måtte også rykke ud i Sakskøbing. Bevæbnet med et større sværd af en art opsøgte en 33-årig mand to andre mænd og truede med at slå dem ihjel.

- Det lykkes at afværge situationen, og gerningsmanden løber fra stedet, men bliver senere anholdt, siger vagthavende.

Ingen kommer til skade ved hændelsen, og den 33-årige mand vil nu blive sigtet i sagen, hvorefter han vil blive løsladt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App