Det vi har sammen

Virksomheder i Region Sjælland vokser mindst

Vores region halter bagud, når det kommer til vækst i virksomheder, og derfor vil regionen bruge anlægsinvesteringer.

Region Sjælland har færre internationalt konkurrerende virksomheder, færre virksomheder i høj vækst og generelt mindre virksomheder end landets øvrige regioner. Det slår en ny rapport fra Mandag Morgen fast.

Rapporten er blevet udarbejdet på opfordring af Danske Regioner, og konklusionen falder altså ikke ud til vores områdes fordel.

Især er det ifølge rapporten manglen på de helt store virksomheder, der er problemet. De store virksomheder er nemlig med til at drive væksten fremad.

- Vi bliver nødt til at råbe højt

Direktør for Væksthus Sjælland, Mads Váczy Kragh, mener, at regionen har en god mulighed for at trække virksomheder fra det det dyre København og hertil i stedet. Men det kommer ikke til at ske af sig selv.

- Hvis ikke Sjælland skal blive ved med at halte bagefter, bliver vi nødt til at råbe højt for at fortælle, hvad kan vi gøre for at ændre det. Fra mit synspunkt handler det om at skubbe flere virksomheder ud på det internationale marked, siger han og tilføjer: 

- Men vi skal også være bedre til at stimulere iværksætteri blandt dem med en lang videregående uddannelse. Det tager lang tid, og verden bevæger sig hurtigt. For ikke at tabe yderligere afstand skal vi have et godt tempo, siger Mads Váczy Kragh i rapporten fra Mandag Morgen.

- Vi vil sætte forskellige programmer i gang

Region Sjælland selv fortæller i en pressemeddelelse, at de er klar over, at de har en udfordring på vækst-området.

- Vi er opmærksomme på, at der ikke er så mange scaleup-virksomheder i regionen. Derfor vil vi sætte forskellige programmer i gang, så listen over scaleups er længere næste gang, siger Regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk.

De såkaldte scaleup-virksomheder har over ti ansatte, og har i de seneste tre regnskabsår har haft en gennemsnitlig årlig vækst i ansatte, omsætning eller bruttofortjeneste på minimum 20 procent.

For at få flere af dem vil regionen nu bruge anlægsinvesteringer aktivt.

Det er blandt andet sygehusbyggeri, udvidelsen af jernbane og motorvejene og Femernsforbindelsen, som skal bruges i projektet. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App