Det vi har sammen

Virksomheder dropper kunst til fordel for sundhed og sport

Ifølge Deloitte har hver femte ansat adgang til en kunstforening gennem sin arbejdsplads. Men det tal kan meget vel falde over de kommende år til fordel for tilbud om motion. Arkivfoto. Foto: TV ØST

​Der bliver skruet op for fokus på motion og sundhed på landets arbejdspladser, mens virksomheders interesse for kunstforeninger daler.

I mange år har kunstforeninger været en fast del af personaleplejen.

Men tiderne skifter som bekendt, og nu vinder personalegoder som sundhedstjek, massage eller zoneterapi frem på de danske arbejdspladser. Det viser en opgørelse foretaget af revisionsfirmaet Deloitte.

- Kunstforeninger har i mange år været en fast del af personaleplejen på især de lidt større arbejdspladser, hvor man gerne vil støtte kunsten og den kreative verden. Typisk fungerer det sådan, at foreningen indkøber nogle værker, som så efterfølgende bliver udloddet blandt medlemmerne. På den måde kan man være heldig at få et skilderi med hjem, siger skatteekspert i Deloitte, Niels Sonne, i en pressemeddelelse.   

I den seneste tid har skatteeksperten hos revisionsfirmaet dog oplevet flere virksomheder, der helt vælger at lukke ned for tilskud til deres kunstforening, hvorefter foreningen ophører.

- Mange arbejdsgivere har nok en fornemmelse af, at kunstforeninger er både besværlige at administrere og lidt passé. Det kan man være enig eller uenig i, men tendensen er, at mange virksomheder hellere vil investere i for eksempel motionsfaciliteter, sundhedsydelser og andre ting, der kan øge medarbejdernes performance, siger han.

Flere kunstforeninger må lade livet

Niels Sonne forudser videre, at flere kunstforeninger må lade livet til fordel for eksempelvis sociale aktiviteter og sport.

- Generelt investerer danske arbejdsgivere mange penge i, at medarbejderne har det godt, så det er absolut ikke gode intentioner, der mangler. Det gælder selv de helt dyre personalegoder som større sundhedstjek og egentlige sundhedsforsikringer. Det er noget, som mange arbejdspladser vælger at prioritere højt.

Ifølge Deloitte har hver femte ansat adgang til en kunstforening gennem sin arbejdsplads.

Personalegoder

Så mange danskere medarbejdere bruger disse personalegoder:
  • Kunstforening: 20 procent har adgang til det. Heraf 8 procent som anvender det.
     
  • Firmasport: 26 procent har adgang til det. Heraf 12 procent som anvender det.
 
  • Motionsfaciliteter på jobbet: 28 procent har adgang til det. Heraf 14 procent som anvender det.    
     
  • Vaccination: 28 procent har adgang til det. Heraf 14 procent som anvender det.
     
  • Sundhedstjek: 22 procent har adgang til det. Heraf 15 procent som anvender det.
     
  • Massage: 35 procent har adgang til det. Heraf 23 procent som anvender det.

Tallene er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Dataindsamlingen er gennemført af Epinion på vegne af Deloitte.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App