Virksomhed bag ny vindmøllepark tager til genmæle: - Vi er nødt til at forholde os til fakta

En ny vindmøllepark ved Omø har fået hård kritik fra grønne organisationer. Men det vil gavne Sjælland og forbrugere, mener energivirksomheden bag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Planerne om en ny vindmøllepark ved Omø har fået hård medfart.

Både beboere og flere grønne organisationer kritiserer planer om at opføre nye havvindmøller så tæt på kysten.

Det vil komme til at gå hårdt ud over natur, fugleliv og turisme på øen, lyder kritikken fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF, Danmarks Naturfredningsforening (DN), Danmarks Jægerforbund (DJ) og Omø Beboer – og grundejerforening.

Men nu tager den private investor European Energy, som skal opføre vindmølleparken, til genmæle.

quote Der er en naturressource, som gør, at der er en god vind her, og det er vigtigt, når man anlægger en havvindmøllepark

Joachim Steenstrup, kommunikationschef hos European Energy

- Der er flere fordele. Det er billig strøm. Det er grøn strøm. Og så ligger det rigtig godt. Der er mange store havvindmølleparker, der ligger ved Jylland. Det at få en betydelig energigeneration her, vil være en væsentlig fordel på Sjælland, siger Joachim Steenstrup, der er kommunikationschef hos European Energy.

- Det er en fordel af få spredt de her parker i Danmark. Også hvis det blæser mere på Vestkysten og mindre her eller omvendt er det ikke verdens undergang.

Det bliver billigere for forbrugerne

Virksomheden European Energy venter i øjeblikket på at få grønt lys fra Energistyrelsen til opførslen af 40-50 nye vindmøller. Får de denne godkendelse, kan byggeriet starte i 2020 og vare et års tid frem.

- Der er en naturressource, som gør, at der er en god vind her, og det er vigtigt, når man anlægger en havvindmøllepark, siger Joachim Steenstrup fra European Energy.

Turisme på Omø
Læs også
Beboere er bekymret for kystnære havvindmøller: - Vi er nervøse for turismen
Turisme på Omø
Læs også
Beboere er bekymret for kystnære havvindmøller: - Vi er nervøse for turismen

Den nye vindmøllepark vil også komme forbrugerne til gode, mener han.

- Det bliver forbrugere som dig og mig, der kommer til at tænde kontakten, og så er det strøm herfra. Det konkurrerer prismæssigt med at stille vindmøller op på land og solanlæg på land.

Vindmøller vil ikke påvirke bestanden af dykænder

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening vil en vindmøllepark føre til, at tusinder af dykænder bliver fortrængt fra en af deres vigtige, internationale rastepladser.

- Vi forstår godt deres bekymringer. Flere af dem har svaret i høringsfasen. Der er blevet lavet flere undersøgelser af tredje part og biologer, som har kigget på bestanden af dykænder. Konklusionen på de undersøgelser er, at det ikke er noget, der kommer til at gøre noget væsentligt ved bestanden, siger Joachim Steenstrup fra European Energy.

Dansk Ornitologisk Forening mener, at Danmark igennem EU's fuglebeskyttelsesdirektiv er forpligtiget til at beskytte fugle, og at det er problematisk, at staten planlægger en havvindmøllepark i fuglerige områder.

- Vi er nødt til at forholde os til fakta. Jeg forstår godt, man kan blive bekymret, men der er undersøgt og beregnet på det her af professionelle mennesker, siger kommunikationschefen fra European Energy.

Det bliver 35 pct. dyrere at rykke vindmøllerne længere ud på vandet

Vindmøllerne kommer til at ligge omkring seks kilometer fra Omøs kyst. Grønne foreninger og beboere er uforstående over for, hvorfor vindmøllerne skal ligge så tæt på kysten. Men ifølge European Energy, er det ikke muligt at rykke vindmøllerne længere ud på vandet.

quote Kan vi anbringe dem i Nordsøen? Det kunne vi godt. Man skal bare være opmærksom på, at det koster væsentlig mere for samfundet at gøre

Joachim Steenstrup, kommunikationschef hos European Energy

- Vi kommer meget tæt på Lolland, hvis vi rykker dem længere ud. Der er cirka 7,5 kilometer fra møllerne til Omø. Vi kan ikke bare rykke dem længere ud i smålandsfarevandet, siger Joachim Steenstrup.

- Kan vi anbringe dem i Nordsøen? Det kunne vi godt. Man skal bare være opmærksom på, at det koster væsentlig mere for samfundet at gøre, siger han.

Den grønne omstilling kommer ifølge virksomheden til at koste hele 35 procent mere, hvis vindmøllerne skal længere ud på vandet.

Byggeri og vedligeholdelse vil medføre nye arbejdspladser

Borgerne på Omø har over for TV ØST udtrykt stor bekymring for opførslen af havvindmølleparken. Ifølge kommunikationschefen fra European Energy, tager virksomheden bekymringen alvorligt.

- Vi håber, vi kan indgå i en dialog med beboerne og få noget ud af det her sammen. Da man byggede Anholt havvindmøllepark, fik Djursland en masse jobs, ekstra turisme og de fik skabt en masse liv. Det vil vi også gerne her. Det er ikke sådan, at vi bare kommer og banker en havvindmøllepark op og drager ud over stepperne igen, siger Joachim Steenstrup.

Han kan ikke garantere, at der kommer arbejdspladser til lokalbefolkningen, men siger alligevel:

- Det vil der komme i forbindelse med byggeriet. På den lange bane, kommer der ikke nødvendigvis nye arbejdspladser til øen, men i forhold til vedligehold og drift, kommer der arbejdspladser til området.

Omø
Læs også
Grønne organisationer frygter vindmøllepark: Det vil forstyrre fuglelivet
Omø
Læs også
Grønne organisationer frygter vindmøllepark: Det vil forstyrre fuglelivet

Nyhedsoverblik