Vild kagekrig: Vil sælge tusindvis af træstammer

Fire Brugsen-butikker i Nordvestsjælland har i dag kastet sig ud i en voldsom dyst om kagesalg. På TV ØST sendte vi live på Facebook.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De færreste ved det - men i dag er der udbrudt krig i Nordvestsjælland. Krigen kæmpes dog ikke med missiler og geværer, men med en velkendt, velsmagende kage: Træstammen.

Tre Dagli' Brugsen-butikker og en Super Brugsen har nemlig kastet sig ud i en vild dyst denne fredag. Her konkurrerer de om, hvem der kan sælge fleste af den søde spise.

Det var Dagli'Brugsen i Kundby, som oprindeligt fik idéen til en kagedyst. Sidste år udfordrede de Dagli'Brugsen i Vig Lyng til en dyst om flest solgte hindbærsnitter, og siden er flere butikker stødt til kagedysten. Men nu skal den fjerde og endelige dyst mellem fire butikker altså afgøres.

Træstammerne sælges i kasser til indkøbspris - og der er 40 styks i hver.
Træstammerne sælges i kasser til indkøbspris - og der er 40 styks i hver. Foto: Dagli'Brugsen Kundby

Kunder i kø før åbningstid

De tre foregående dyster har Dagli'Brugsen i Kundby vundet. Det er da også en ganske selvsikker uddeler, som åbnede butikken i dag.

- Kunderne stod der allerede, inden vi åbnede lidt i 8. Her klokken lidt over 9 har vi allerede solgt 929 træstammer, fortæller uddeler Thomas Schwaner med et stort grin.

Han har allerede 2.800 træstammer på lager, hvoraf 2.000 allerede er reserveret af lokale kunder. Med andre ord er der altså træstammer nok til, at de cirka 700 borgere i Kundby kan spise 4 træstammer hver. 

De er med i kagekrigen

  • Daglibrugsen Snertinge
  • Dagligbrugsen Vig Lyng
  • Superbrugsen Sjællands Odde
  • Dagligbrugsen Kundby

Lokal stolthed

Selvom det i udgangspunktet "bare" er en dyst om kagesalg, har det udviklet sig til langt mere, mener uddeleren. For selvom mange kunder i starten synes, det var lidt fjollet, kan de ikke lade være med at bestille nogle kasser. Det handler nemlig ikke kun kage, men også om byernes ære.

- Det er jo blevet til byernes kamp mod hinanden. Kunderne ringer og skriver hele dagen for at spørge, hvordan det går med kagesalget. Det er lidt underordnet, hvad vi dyster med. Det er selve det, at vi dyster, fortæller uddeler Thomas Schwaner fra Dagli'Brugsen i Kundby.

Selvom han forventer at sælge massesvis af træstammer, bliver det ikke en overskudsforretning. Kagerne sælges nemlig til ren indkøbspris, så arrangementet handler først og fremmest om at skabe lidt sjov og ballade på egnen.

- Men vi har det som om, det er juleaften, for vi mdøer så mange glade kunder. Alle synes det er sindssygt, men de køber alligevel en kasse, fortæller uddeleren.

TV ØST sendte live

Et så stort slag skal naturligivs ikke stå, uden at TV ØST er til stede. Derfor sendte vi live på Facebook, da dysten var i fuld gang. Det kan du se her:

Butikken i Kundby har som sagt store forventninger til dagens dyst. Så store, at de har lavet en meget entusiastisk video på deres Facebook-side. Den kan du se her:

 


Nyhedsoverblik