Vidne så Emilie Meng kort før forsvinden: Blev først afhørt efter tre måneder

Taxachauffør Harry Sørensen fra Korsør kørte Emilie Mengs veninder hjem og så Emilie Meng kort før hendes forsvinden. Men der skulle gå næsten tre måneder, før han blev afhørt af politiet.

Den taxachauffør, der kørte Emilie Mengs veninder hjem, undrer sig over, at der næsten skulle gå tre måneder, før han blev afhørt af politiet.

Taxachauffør Harry Sørensen fra Korsør var en af de sidste, der så Emilie Meng den nat i juli 2016, hvor hun forsvandt.

Nu undrer han sig over, at han først blev afhørt af politiet næsten tre måneder efter, skriver avisen Ekstra Bladet.

Ifølge avisen var Harry Sørensens taxa blevet bestilt til Korsør Station af en ung mand, der ikke var dukket op, da han så tre piger.

Underligt hun ikke skulle med taxaen

Emilie Meng skulle sammen med to veninder hjem fra en bytur. Men kun veninderne tager med taxaen. Og et halvt år senere blev liget af Emilie Meng fundet 60 kilometer væk i et vådområde ved Borup. Og det undrer Harry Sørensen, at hun ikke tog med taxaen. 

Læs også Emilie Meng forsvandt for to år siden

- Jeg når at tænke, at det kunne være, hun blev hentet privat eller skulle i en anden retning, så i dag kan jeg godt synes, det er underligt, at hun ikke tog med, siger Harry Sørensen til avisen.

Bagefter samlede Harry Sørensen den unge mand op på stationen, som ifølge taxachaufføren må være den sidste, der har set Emilie Meng. Efterfølgende bliver Harry Sørensen afhørt af politiet næsten tre måneder efter hændelsen, og han kan ifølge avisen ikke sige, om han kunne huske mere, hvis han var afhørt før.

Politiet vil ikke kommentere sagen

Det er Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, der efterforsker mordet på den unge gymnasieelev.

Men de ønsker ikke at kommentere det, som Harry Sørensen fortæller. Det fortæller Kim Kliver, som er politiinspektør i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

- Jeg kan bekræfte, at vi har talt med ham (Harry Sørensen, red.), men jeg vil ikke gå ind i sagen, siger Kim Kliver til TV ØST.

Ifølge politiinspektøren har efterforskningen fortsat høj prioritet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App