Nyheder fra din hverdag

”Vi kan alle lave fejl, men jeg kan godt blive lidt bitter”

Foto: TV ØST

Søren Rasmussen fra Sønder Kirkeby blev opereret for tarmslyng kort før Nykøbing F. Sygehus lukkede ned for den slags operationer.

Kort før sygehuset i Nykøbing Falster i juni besluttede at lukke ned for mave-tarm operationer efter en stribe fejl, blev Søren Rasmussen opereret for tarmslyng hele tre gange på tre uger.

Derefter blev han overført til Køge Sygehus.

- Det virker som om, at de har prøvet på noget, men så er det gået galt. Så har de prøvet at lappe det et par gange, og så da det ikke virkede, har de smidt håndklædet i ringen og sendt mig videre, siger Søren Rasmussen til TV ØST.

Mangel på læger

Han er netop kommet hjem til sin kone Lisette og deres to børn efter tre måneders indlæggelse på først Nykøbing F. Sygehus, så sygehuset i Køge og til sidst Rigshospitalet.

Sygehusledelsen i Nykøbing Falster besluttede efter lukningen af akutoperationer, at der skulle en uvildig ekspertgruppe indover for at evaluere kvaliteten på den kirurgiske afdeling. Og i dag er rapporten udarbejdet af Odense Universitetshospital så blevet offentliggjort.

Min situation havde set anderledes ud, hvis jeg var blevet overført til Køge noget før.

Søren Rasmussen, tidligere patient i Nykøbing

Rapporten konkluderer, at der er mangel på læger med de rigtige kompetencer på sygehuset, og derfor har sygehuset også valgt at indstille gennemførslen af galdeoperationer, indtil der er læger til stede med de rette evner. Der står dog også i rapporten, at der ikke har været ”markante behandlingsbrist” på stedet.

Skulle være sendt til Køge tidligere

Men Søren Rasmussen tror, at hans hverdag kunne se ganske anderledes ud i dag, hvis Nykøbing F. Sygehus havde sendt ham videre til Køge, før de skar i ham første gang.

- Jeg kunne lige så godt være blevet opereret i Køge, hvor der er eksperter og kirurger, der har gjort det massere af gange, siger han og tilføjer:

”Vi kan alle sammen lave fejl, om man er mekaniker eller læge. Men hvis jeg har det, som jeg har det i dag, fordi en læge har prøvet at lave noget, personen ikke havde forstand på, så kan jeg godt blive lidt bitter.

Familien har sendt en klage

Søren Rasmussen har haft mave-tarm problemer i mange år og blev opereret for tarmslyng første gang i 2011. I dag har han fået anlagt stomi, fordi hans tyndtarm nu blot er 70 cm. En tyndtarm er normalt cirka seks meter lang.

Den afkortede tyndtarm betyder også, at han ikke længere kan optage den næring, han har brug for, ved at spise. Han får i stedet sondemad gennem blodet.

Familien fra Sønder Kirkeby har ikke kunnet få bekræftet fra sygehuset, hvorvidt Søren Rasmussen burde være blevet overført til Køge tidligere i forløbet. De har dog indsendt en klage til Patientklagenævnet, som de håber at få medhold i.

Ekspertgruppens anbefalinger til Nykøbing F. Sygehus

I rapporten foreslår ekspertgruppen blandt andet:
  • At sygehusledelsen hurtigst muligt rekrutterer en ledende overlæge eller alternativt indleder et midlertidigt ledelsesmæssigt samarbejde med en anden kirurgisk afdeling i regionen.
  • At udvalgte medarbejders lægefaglige kompetencer og udviklingspotentiale gennemgås.
  • At Nykøbing F. Sygehus for nuværende vælger at koncentrere sig om akutfunktioneni dagstid, for eksempel mellem 08-18. Når de nødvendige faglige kompetencer er rekrutteret, kan der udvides til fuld døgndækning.

 

Tip os Har du et godt tip?