Det vi har sammen

Lokal vinproducent på fin messe: ”Vi drukner Europa i kirsebærvin”

00:25

Der var masser af mennesker forbi standen på messen. Foto: Ida Laursen Brock

Der var masser af mennesker forbi standen på messen. Foto: Ida Laursen Brock

Frederiksdal fik plads i området "Same But Different". Foto: Ida Laursen Brock

1 af 4

TV ØST var med sidste weekend, da Frederiksdal Kirsebærvin forsøgte at få en fod indenfor på det europæiske marked ved verdens mest betydningsfulde vinmesse.

De skiller sig ud som en flok gadedrenge i en skov af sirligt klædte vinkendere fra hele verden. De er ikke som de andre - og det er deres produkt heller ikke.

Frederiksdal Gods og deres kirsebærvin er blevet inviteret med på vinmessen Prowein i Düsseldorf. En messe, der både bliver kaldt verdens største og verdens mest betydningsfulde af dem, der ved, hvad de snakker om. Og en messe, hvor langt, langt størstedelen af de 6.500 udstillere har taget vin med, der er fremstillet på druer. 

Læs også Vinkonsulent: Den er anderledes end noget, jeg har prøvet før

Første danske producenter

Frederiksdal er sammen med en anden frugtvinsproducent, Cold Hand Winery fra Randers, de første danske vinproducenter nogensinde, der har en stand på den store messe. De er begge blevet inviteret med direkte af Prowein og har fået et wildcard i et område af messen, der meget sigende har navnet “Same But Different”. Her skal de prøve at gøre deres hoser grønne hos især de franske og tyske vinsnobber, der foretrækker vin lavet på helt traditionel vis.

Med kirsebær er vi nødt til at skabe et nyt rum, for selvom der er mange ligheder med druevinen, så er der også rum til fortolkning

Morten Brink Iwersen, medejer af Frederiksdal Kirsebærvin

- Vores udfordring er helt klart, at Europa har et rum til vin på druer. Det kender de. Det har de prøvet i århundreder, og de ved, hvad for noget mad, de kan parre med vinen. Men med kirsebær er vi nødt til at skabe et nyt rum - for selvom der er mange ligheder med druevinen, så er der også rum til fortolkning, fortæller Morten Brink Iwersen.

Han er sammen med ejeren af Frederiksdal Gods, Harald Krabbe, og kokken Jan Friis Mikkelsen manden bag kirsebærvinen. Eller vinen lavet på kirsebær, som de kalder den. Med ordet kirsebærvin følger nemlig oftest minder om fulde sommernætter bygget på den helt billige og meget søde kirsebærvin fra Netto. Og det her er ikke det samme.

Vil indtage Europa

Vinen fra Frederiksdal er nemlig lavet på helt samme måde, som man laver vin på druer. Kirsebærrene bliver efter høsten hældt på ståltanke, hvor de får lov til at gærre. Og senere bliver vinen hældt på forskellige former for tønder, afhængigt af hvilken slags vin, der skal komme ud af det i sidste ende. Noget hældes på træfade, der engang indeholdt portvin eller cognac. Andet får lov at stå i glaskolber og bliver tæsket igennem af solen udendørs i et år.

Når man siger kirsebærvin, så har folk oftest så stor modstand allerede fra starten

Harald Krabbe, medejer af Frederiksdal Kirsebærvin

Frederiksdal Kirsebærvin har på de ti år, de har eksisteret, fået kunder i hus i både Kina, USA, Norge og Tyskland, men resten af det europæiske marked hænger lidt i bremsen. Det giver Prowein en stor mulighed for at lave om på.

- Når man siger kirsebærvin, så har folk oftest så stor modstand allerede fra starten, at de faktisk begynder at bakke lidt baglæns. Men her på messen har vi mulighed for at give vinen til folk, så de også smager den, siger Harald Krabbe og tilføjer:

- Og det er det gode ved vores vin. Den har et niveau, som gør, at når folk har smagt den, så er de på. Der skal ikke mere til. 

Læs også Vinekspert om kirsebærvin: Det kan bære hele vejen

Elegant og interessant vin

Der lister ikke mange mennesker forbi den lille stand i hjørnet af hal nummer 16, hvor Frederiksdal og Cold Hand Winery holder til. I hvert fald ikke de første par timer af den første dag. Men langsomt kommer der skub i tingene. Der bliver delt smagsprøver ud til alle, der har lyst, og talt ivrigt på dansk, fransk, tysk og engelsk.

Vinen er meget elegant. Smagen har en god længde, og kroppen er meget ren og frugtig

Marie Laure, champagneproducent

- Hvis vi får fem rigtig gode kontakter ud af messen, så er vi glade. Så har vi noget at arbejde med, fortæller salgschef Anne-Marie Skriver.

Det mål ser det ikke ud til at være et problem at nå. I hvert fald bliver der nikket og smilet, når de vinkyndige kommer forbi og smager på den danske frugtvin.

- Vinen er meget elegant. Smagen har en god længde, og kroppen er meget ren og frugtig og smager af kirsebær og figner. Den er meget smuk på den lange bane. Den er elegant og meget interessant, siger Marie Laure, der er champagneproducent, om vinen.

Også en del journalister fra internationale vinmagasiner kommer forbi for at smage, hvad den lollandske vingård har at byde på. Blandt andet Philipp Elsbrock, der skriver om vin på det tyske magasin Der Feinschmecker.

Vinen har struktur. Den smager slet ikke som den billige, søde vin, som du normalt får

Philipp Elsbrock, journalist på Der Feinschmecker

- Jeg havde hørt om vinen, og nu ville jeg prøve den selv. Den har struktur. Den smager slet ikke som den billige, søde vin, som du normalt får. Den har noget kompleksitet i smagen, som du kan sammenligne med vin lavet af druer. Det er meget usædvanligt, siger han.

Flasker ud af døren

Messens første dag er ved at nå til vejs ende, og Morten Brink Iwersen er glad. Så glad, at han knap kan stå stille, da han skal fortælle om oplevelsen og de muligheder, der følger med den. I løbet af dagen har der både været danske vinimportører forbi og hilse på, ligesom der har været repræsentanter for europæiske Michelin-restauranter. Der har været tyske og franske vinjournalister forbi og almindelige, nysgerrige gæster. Og i Frederiksdals mappe med visitkort og kontaktinformationer er der allerede langt over de fem, som var succeskriteriet for hele messen.

Om vi så skal hælde det ned i halsen på dem. Vi drukner Europa i kirsebærvin

Morten Brink Iwersen, medejer af Frederiksdal Kirsebærvin

- Når messen er forbi, så skal vi hjem og renskrive de her mange visitkort - og så venter der et kæmpe opsøgende arbejde. Det er noget med at tage telefonen og ringe til dem og forhandle nogle ordrer hjem. Nu skal vi have nogle flasker ud af døren til Europa, siger Morten Brink Iwersen.

Og det kommer til at ske?

- Det kommer fandme til at ske, ja. Om vi så skal hælde det ned i halsen på dem. Vi drukner Europa i kirsebærvin.

Messen i Düsseldorf varede i tre dage, og Frederiksdal Kirsebærvin nåede i dén grad målet på fem gode kontakter. Vingården har fået kontakter med hjem på distributører i Tyskland, Japan, Holland, Irland, Østrig, Taiwan og Island. Derudover kom en lang række journalister også forbi - især fra Tyskland, ligesom der var besøg fra restauratører fra Danmark, Sverige, Norge og Tyskland.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App