Vestas: 140 nye arbejdspladser til Nakskov

Der er luft under vingerne på Vestas vingefabrik i Nakskov. I dag har vindmøllefabrikanten meldt ud, at de opretter 140 nye stillinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Nakskov er der medvind. Vestas har i dag meldt ud, at de får brug for at ansætte 140 på vingefabrikken. Lige nu har Vestas svært ved at følge med efterspørgslen på vindmøller, og derfor vil de nu øge produktionen i Nakskov. Det skriver Vestas i en pressemeddelelse.

- Vi har besluttet at øge vingeproduktionen i Nakskov for at imødekomme den stigende efterspørgsel på V164-8.0 MW projekter, siger Torben Hvid Larsen, der er Chief Manufacturing Officer.

Og fortsætter.

- Fabrikken i Nakskov vil supplere den primære fabrik på Isle of Wight, som er vores videncenter for vinger og fortsætter med at drive processer for effektivisering af produktionen. Serieproduktion har været undervejs på Isle of Wight siden maj 2015 som forberedelse til Burbo Bank Extension.

Fabrikken i Nakskov skal altså supplere den primære vingefabrik i England.

I øjeblikket er der cirka 110 fuldtidsansatte produktionsmedarbejdere I Nakskov og 10 funktionærer. Vestas har lige nu ledige stillinger til yderligere 130 kolleger i vingeproduktionen og 10 kolleger i støttefunktioner.

Tidligere er fabrikken i Nakskov blevet brugt til begrænset vingeproduktion. Fabrikken forventes at være i fuld effekt i juni 2016.

 

 


Nyhedsoverblik