Verdenskendt kunstner laver kæmpeværk i Holbæk

Den danske billedkunstner Michael Kvium skal lave et stort vægmaleri i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Holbæk centrum vil snart danne baggrund for en af de mest internationalt anerkendte danske kunstnere i nyere tid.

Det er maleren Michael Kvium, der er mest kendt for sine realistiske og dog absurde portrætbilleder, som snart kommer til at berige Holbæk med et stort vægmaleri.

- Værket standser nærmest de gående med sine farver og en person - en gøgler - der peger ud i virkeligheden, siger Steen Marslew til Nordvestnyt. Han er formand for Holbækfonden, der sammen med Statens Kunstfond og Sparekassen Sjælland finansierer projektet.

Sidstnævnte kommer til at lægge væg til værket, der skal opføres på bankens bygning på Ahlgade i det centrale Holbæk.

- Vi er stolte af, at det er lykkedes at få så markant og eftertragtet en kunstner til at skabe et værk i Holbæk, og det glæder os, at vi har fundet en placering, så rigtigt mange kan møde det. Det er et helt unikt maleri, som vil skabe debat, beundring og samtale både i Holbæk og uden for kommunegrænsen, siger Lars Petersson, direktør i Sparekassen Sjælland, til Nordvestnyt.

Vægmaleriet bliver 12,5 gange 4,5 meter stort. Arbejdet påbegynder 18. september og forventes færdigt fire dage senere.


Nyhedsoverblik