Det vi har sammen

Ingen ventetid for gigtpatienter: Slagelse Sygehus har succes med akutordning

'Clinic on demand' er et tilbud til Slagelse Sygehus' gigtpatienter, hvor man dropper de faste rutinekontrol hver tredje eller sjette måned, og i stedet kan patienten selv ringe ind til sygehuset og få en tid på samme dag, sygdommen blusser op. Foto: TV ØST (arkiv)

På Slagelse Sygehus slipper gigtpatienter for ventetid og får behandling samme dag, problemet opstår. Til gengæld er den faste rutinekontrol aflyst.

Livet er blevet lettere for gigtpatienter, der bliver behandlet på Slagelse Sygehus. I hvert fald, hvis du spørger overlæge Bo Jannik Ejbjerg, der ikke tøver med at rose ordningen 'Clinic on demand'.

- Det er vel, hvad man kan kalde for en succes, siger den specialeansvarlige overlæge fra sygehusets ambulatorium for gigt- bindevævs- og rygsygdomme.

'Clinic on demand' er et tilbud til Slagelse Sygehus' gigtpatienter, hvor man dropper de faste rutinekontrol hver tredje eller sjette måned, og i stedet kan patienten selv ringe ind til sygehuset og få en tid på samme dag, sygdommen blusser op.

Fakta

  • Gigtafdelingen på Slagelse Sygehus, der også har en klinik på Næstved Sygehus, behandler gigtpatienter fra Kalundborg, Slagelse, Sorø, Ringsted, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland.
     
  • Afdelingen indførte 'Clinic on demand' den 1. januar 2017.
     
  • Ordningen har mere end halveret ventetiden.
     
  • Mere end 700.000 mennesker i Danmark har en gigtlidelse.
     
Kilde: Sjællandske / Bo Jannik Ejbjerg, overlæge, Slagelse Sygehus

Ventetid er faldet

'Clinic on demand' blev indført på Slagelse Sygehus den 1. januar 2017, og på bare et år har de færre men mere kvalificerede sygehusbesøg gjort, at ventetiden for gigtpatienter er faldet fra op mod to ugers venten til, omkring 80 procent bliver behandlet samme dag, de ringer til sygehuset, estimerer Bo Jannik Ejbjerg.

- Derfor er det en god idé, fordi når patienten har problemet, kan de komme til med det samme, siger han.

- Det er jo ikke sådan, at man på andre sygehuse ikke tilser patienter, som har et akut problem. Jeg kan bare sige, at de steder, jeg har været ansat, har der kunne gå mange dage, måske op mod et par uger, før vi faktisk har kunne tilse patienterne, hvis de havde en akutforværring af deres gigtsygdommen. Nu bliver de tilset med det samme.

Få læger til rådighed

Speciallæger såsom reumatologer, der blandt andet behandler gigt, er en mangelvare i Region Sjælland. Et faktum, der er med til at understrege ordningens berettigelse.

- Det er jo også ressourcebesparende. Ikke på den måde, at vi tjener penge på at have ’Clinic on demand’, men vi læger kan tilse flere henviste patienter, fordi vi har mere luft i kalenderen, da vi ikke ser vores kroniker patienter så tit, siger Bo Jannik Ejbjerg.

- Til gengæld, når de bliver syge, kan de blive tilset med det samme.

Det er ikke kun på Slagelse Sygehus, man er glad for det forholdsvis nye tiltag.

'Husk sikkerhedsnettet'

Hos Gigtforeningen er man også meget tilfreds med resultaterne, og direktør Mette Bryde Lind fortæller, at medlemmer ofte oplever, at sygdommen bryder ud nogle dage efter de faste kontrolbesøg, og så er der lang ventetid til en akuttid hos en reumatolog.

- Det gør jo, at sygdommen i den periode er ubehandlet, og man muligvis bliver mere syg. Derfor er princippet om, det er patienten, der styrer det, og selv ringer og siger, det er nu, man har behov for en tid, rigtig godt, siger hun.

Mette Bryde Lind er så tilfreds med 'Clinic on demand'-ordningen, at hun håber, den bliver implementeret andre steder også.

- Jeg synes jo, det er rigtig godt, at velbehandlede gigtpatienter, som er i en stabil periode, kan komme ind og få en tid, når de har behov for det, siger hun.

Gigtforeningens direktør understreger dog, at det er vigtigt at have øje for de knap så ressourcestærke patienter.

- Det er vigtigt, at man tænker over, hvordan man arbejder med et sikkerhedsnet. At man sikrer, der ikke er patienter, som falder igennem. For det er ikke de patienter, der ringer mange gange ind, som er problemet. Det er dem, der ikke ringer, siger Mette Bryde Lind.

 

Tip os Har du et godt tip?