Venstre: Vi gik til valg på en bred aftale, og det har vi fået

Knud Vincents, der er formand for Venstre i Slagelse, har sat sin underskrift på en bred samarbejdsaftale i det kommende byråd. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Venstre er gået med i en bred samarbejdsaftale for Slagelse Byråd. Det sker efter flere uger med svære forhandlinger.

Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre gik efter at få borgmesterposten på blå hænder i Slagelse Kommune.

Men den endte i stedet med en deleaftale mellem Socialdemokraternes John Dyrby Paulsen og Liberal Alliances Villum Christensen.

Nu er den blå blok dog gået med i en bred samarbejdsaftale med John Dyrby Paulsen og resten af de røde partier. 

- Det er jeg rigtig glad for. Vores stemmer arbejder altid, når vi er i byrådet. Vi har været stærkt optagede af at få lavet en bred aftale. Det var det, vi gik til valg på, og det er det, vi har arbejdet på efter valget også, siger Knud Vincents, der er formand for Venstre i Slagelse. 

Læs også Aftale i Slagelse på plads: Alle partier står nu bag Villum og Dyrby

Aftale underskrevet af Vincents

Den brede samarbejdsaftale er underskrevet af spidskandidaterne fra Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Det er dog ikke Venstres spidskandidat, den nuværende borgmester Stén Knuth, der har underskrevet samarbejdsaftalen på vegne af sit parti. Det er i stedet Knud Vincents.

Hvorfor er det dig og ikke Stén Knuth, der har skrevet under?

- Det skal du ikke lægge noget i. Stén Knuth og jeg har begge været med i forhandlingerne hele vejen igennem, og Stén Knuth har været optaget af et møde i Holbæk her i formiddag, hvor jeg var oppe og skrive under på den her aftale, siger Knud Vincents (V).

Hvis man er optaget af kommunens borgere, vores medarbejdere, vores virksomheder og alt det frivillige liv, der er i vores kommune, så skylder vi, at vi får lavet den her brede aftale

Knud Vincents, formand, Venstre Slagelse

Stén Knuth får én formandspost

De kommende politiske udvalg er beskrevet i den nye samarbejdsaftale, og partierne er blevet enige om at fordele formandsposterne ligeligt mellem sig.

Fem af de kommende ti udvalg får dermed en formand fra blå blok, altså Dansk Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre.

- Vi har lavet en bred fordeling af posterne, og det, synes jeg, er rigtig godt. Det er også sådan, at hvis man er optaget af kommunens borgere, vores medarbejdere, vores virksomheder og alt det frivillige liv, der er i vores kommune, så skylder vi, at vi får lavet den her brede aftale. Vi har rakt hånden frem igen, og vores stemmer (Venstres, red.) kommer til at arbejde, siger Knud Vincents, som afslører at Slagelse Kommunes nuværende borgmester Stén Knuth får én formandspost i et udvalget. 

Læs også John Dyrby Paulsen bliver Slagelse Kommunes nye borgmester

Svært at lave en aftale med 31 politikere

Slagelse Kommune er den kommune i landet, der var den sidste til at få udpeget en borgmester efter kommunalvalget den 21. november.

Det skete i sidste uge efter lange forhandlinger, hvor rød blok og Liberal Alliance til sidst dannede et flertal og nuppede borgmesterposten - som i første omgang går til Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen, og måske går videre til LA's Villum Christensen efter to år. 

Siden er aftalen altså så blevet bredere.

Hvorfor har det taget så lang tid?

- Jeg siger ikke, vi er enige, men vi har fået lavet en fordeling her, hvor vi kan komme videre, og det er jo rigtigt, rigtigt kompliceret, når man skal samle alle 31 bag sådan en aftale, men jeg tror, det er rigtigt godt, at det er lykkedes, siger Knud Vincents.

 

Tip os Har du et godt tip?