Venner vil være landets stærkeste: Løfter 400 kilo tunge traktordæk

Thomas Mjølstrup Thøgersen fra Lolland træner til konkurrencen Danmarks Stærkeste Mand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sten på over 100 kilo flyver gennem luften i en lade i Rødby, hvor Thomas Mjølstrup Thøgersen og Lars "Mini" Nielsen er i gang med dagens træning.

- Det er hårdt, virkelig hårdt. Det kræver viljestyrke at dyrke den her sport, siger Thomas Mjølstrup Thøgersen.

Lørdag den 28. oktober skal han deltage i konkurrencen Danmarks Stærkeste Mand, som foregår i Odense. Her skal han blandt andet løfte et 400 kilo tungt traktordæk, gå med et særligt metalåg med over 300 kilos belastning og løfte sten på op til 190 kilo.

- Det er jo ikke noget, man bare lige gør - uanset hvor stærk man er i et træningscenter, forklarer Lars Nielsen.

Træner flere timer hver dag

De to venner træner sammen flere timer dagligt, enten i Lars' lade i Rødby eller i Flex Gym i Maribo, for Thomas Mjølstrup Thøgersen skal være i topform, når han skal forsøge at sikre sig titlen som Danmarks Stærkeste mand. 

- Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg kan vinde, men jeg vil gøre mit absolut bedste, så jeg selv kan være tilfreds med resultatet, siger Thomas Mjølstrup Thøgersen.

Foruden at løfte sten og traktordæk bruger Lars "Mini" Nielsen og Thomas Mjølstrup Thøgersen også weekenderne på at trække lastbiler, som vejer omkring 10 ton. En disciplin, der kræver både store muskler og mental styrke.

quote Man finder et mørkt sted inde i sig selv og finder den lille djævel, og så slipper man den løs og gør sit bedste

Thomas Mjølstrup Thøgersen

- Man finder et mørkt sted inde i sig selv og finder den lille djævel, og så slipper man den løs og gør sit bedste, siger Thomas Mjølstrup Thøgersen.

7.000 kalorier om dagen

For at opnå den styrke, som er nødvendig, følger han en diæt, der nok kan tage pusten fra de fleste. Den består af over 7.000 kalorier om dagen.

- Det er seks æg til morgenmad, et kilo kød om dagen, kage, flødeis før man går i seng og så selvfølgelig nogle kosttilskud og vitaminer, siger Thomas Mjølstrup Thøgersen.

- Sporten kræver både vilje og masser af mad og træning. Det der med, at det skal gøre ondt, før det gør godt, kommer meget godt i spil her, siger Lars Nielsen.

Han har ikke kvalificeret sig til årets udgave af Danmarks Stærkeste Mand i år, men han håber på at kunne gøre det i fremtiden.

- Jeg drømmer om at komme med, så jeg kører på med min træning for at forbedre min styrke og udholdenhed, siger Lars "Mini" Nielsen.

Der er 12 deltagere til årets udgave af Danmarks Stærkeste Mand. Thomas Mjølstrup Thøgersen satser på at blive blandt de seks bedste.


Nyhedsoverblik