Vejrguderne tilsmiler starten ved Medieløbet

Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

Der var glade miner over hele linjen inden dagens Medieløb i Næstved. Regnen holdt sig nemlig på afstand fra starten.

Hvis du befinder dig i området omkring Næstved i dag, så kan du se mange glade cykelmotionister på de snoede landeveje.

Her til morgen lød starten på årets udgave af Medieløbet nemlig.

Der er fire ruter – en familierute på 24 kilometer, en motionsrute på 55, en på 116 og en på 155. Og klokken 9 lød starten på den korte motionsrute.

Kom standsmæssigt klædt

En af deltagerne på den rute er Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen (S), og han bed især mærke til, at flere dages uafbrudt regnvejr havde trukket sig til fordel for lidt sol.

Der er ikke alkoholtester på det her løb, så vi har tilladt os to Gammel Dansk fra morgenstunden. Det giver frisk luft i næsen

Carsten Rasmussen (S), borgmester til Medieløbet

- Ja, det er dejligt, at det holder tørt. Det er så rart at røre sig, og det er fjerde gang, jeg er med. Det er en ny rute i år, og det bliver spændende, siger han til TV ØST.

Borgmesteren kom standsmæssigt klædt i cykeltrøje forklædt som jakkesæt og slips. Og så havde han tilladt sig lidt doping inden afgang i form at et skud Gammel Dansk.

- Der er ikke alkoholtester på det her løb, så vi har tilladt os to Gammel Dansk fra morgenstunden. Det giver frisk luft i næsen, og så er vi klar. Det kan anbefales, siger Carsten Rasmussen. 

  Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

Stålcykel og uldtrøje

Og der var også andre deltagere i helt særlige outfits denne lørdag morgen. Kristian Blume kører for retroholdet Squadra Molteni, der hylder cykelhelten Eddy Merckx.

Vi kører på stålcykler, med uldtrøjer, i bukser uden indlæg og med dansesko uden klamper

Kristian Blume, Squadra Molteni

- Vi kører på stålcykler, med uldtrøjer, i bukser uden indlæg og med dansesko uden klamper. Og kasket. Men jeg har også min cykelhjelm med, siger han.

Også han glædede sig over det gode vejr.

- Formen er god, og det er perfekt vejr at cykle i. Tørvejr og næsten tørre veje. Næsten, siger han. 

  Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

  Foto: Lasse Skovgaard - TV ØST

Nervøs arrangør

Starten af de første tre ruter gik uden problemer, og det var den tidligere professionelle cykelrytter Frank Høj lettet over. Han har nemlig været med til at arrangere løbet.

- Det er gået godt, og vejret holder. Folk er kommet af sted i god ro og orden, og det er dejligt. Der er altid lidt nerver og spænding på, siger han til TV ØST.

Jeg synes, at naturen er fantastisk derude, og jeg glæder mig til at få feedback fra deltagerne, når de kommer ind igen

Frank Høj, medarrangør

Han er desuden spændt på, hvad rytterne siger til de fire nye ruter i Medieløbet i år.

- Jeg har været med på sidelinjen til at finde de gode ruter. Jeg synes, at naturen er fantastisk derude, og jeg glæder mig til at få feedback fra deltagerne, når de kommer ind igen, siger Frank Høj.

Medieløbet er en årlig tilbagevendende begivenhed. Løbet er arrangeret af Sjællandske, Lolland-Falsters Folketidende, Nordvestnyt, Dagbladet, TV ØST, DR P4 Sjælland, DGI, Bevæg Dig For Livet og Mærk Næstved. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App