Det vi har sammen

Varmere klima gør os mindre produktive på jobbet

Projektet er led i Horizon 2020. Det er EU's største forskningsprogram for knap 600 millioner kroner over syv år. Arkivfoto. Foto: Arkivfoto

Produktiviteten kan falde med en fjerdedel, når klimaet bliver varmere. Det viser et klimastudie.

Når temperaturen stiger, arbejder vi mindre. Det rammer produktiviteten, som kan falde med en fjerdedel. Det gælder også industrier i Nordeuropa, der ikke bliver så hårdt ramt af højere temperaturer som i varmere lande.

Det viser undersøgelser i det amerikanske videnskabelige klimatidsskrift "Temperature". Undersøgelserne stammer fra EU-projektet "Heat-Shield" (Varmeskjold) fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Foreløbige data peger på, at varme bevirker tabt produktivitet på 25 procent. Varme påvirker allerede økonomien, fordi arbejdstiden falder.

Lars Nybo er professor i human fysiologi ved instituttet og forsker i, hvad der sker med menneskets fysiske og kognitive evner, når vi har varme omgivelser. Altså hvordan vi opfatter verden, tænker og løser problemer, når sveden hagler ned. 

Læs også For første gang i en måned: Op til 25 grader i dag

Som projektkoordinator i "Heat-Shield" er han positiv over, at videnskabsfolk i USA styrker internationalt klimasamarbejde, selv om præsident Donald Trump er imod klimaaftalen fra Paris om at begrænse opvarmning til højst to grader.

- Det er rigtig positivt, at vi nu oplever at amerikanske forskere vil medvirke til at håndtere de negative virkninger af varmestress på arbejdspladsen, siger Lars Nybo.

EU's største forskningsprogram

- Den amerikanske interesse er blandt andet sket gennem det anerkendte videnskabelige tidsskrift "Temperature", hvor lederen i sidste nummer rummer en stor opfordring til at påbegynde flere fælles analyser og projekter.

EU-projektet "Heat-Shield" begyndte i 2016. Det skal modvirke de negative effekter af højere temperaturer. Projektet med et budget på 50 millioner kroner omfatter forskere og ngo'er i 11 europæiske lande.

Projektet er led i Horizon 2020. Det er EU's største forskningsprogram for knap 600 millioner kroner over syv år.

Tip os Har du et godt tip?