Store forskelle på arresthusene: Varetægtsfængslet efterlyser ens regler

De varetægtsfængslede i Storstrøm Fængsel har nyere faciliteter og i perioder mulighed for et være mere ude, end varetægtsfængslede i for eksempel arresten i Maribo. Urimeligt, mener talsmanden for de indsatte i Maribo Arrest. Foto: Kriminalforsorgen

Det nybyggede Storstrøm Fængsel giver varetægtsfængslede bedre muligheder. Urimeligt, mener indsat i Maribo arrest.

Som varetægtsfængslet har man ret til at være udendørs én time i døgnet.

Men der er forskel på, hvilke muligheder de varetægtsfængslede har for at komme udendørs og for at være med i et fællesskab - alt afhængig af hvor man sidder varetægtsfængslet.

Man kan sagtens opleve, at man som indsat i Storstrøm Fængsel i en periode, at man bedre vilkår end man ville have i et lille arresthus

Rasmus Bo Andersen, områdedirektør, kriminalforsorgen Sjælland

Og det mener talsmanden for de indsatte i Maribo Arrest er urimeligt.

- Jeg synes i bund og grund, at lige meget hvor man sidder, - om det er i Maribo eller i Storstrøm (Fængsel, red.), så burde reglerne for varetægtsarrestanter være fuldstændig ens, siger talsmanden, der ønsker at være anonym af hensyn til sin fremtid.

Hvad er en varetægtsfængslet?

  • En varetægtsfængslet er IKKE dømt i en retssag men sigtet.
  • Varetægtsfængsling sker i nogle straffesager, hvor anklagemyndigheden vurderer, at det er nødvendigt, at man er frihedsberøvet i en kortere eller længere periode, mens sagen efterforskes.
  • Det er en dommer, der ved et grundlovsforhør afgør, om betingelserne for en varetægtsfængsling er opfyldt. 
  • Der skal være en konkret grund til at mistænke vedkommende for det, som politiet har sigtet personen for. Forholdet skal også være af en vis grovhed.
  • Dommeren fastsætter en frist for varetægtsfængslingen. Man kan højst være varetægtsfængslet i 4 uger ad gangen.

Kilde: Anklagemyndigheden
Se mere

Ikke misundelse

Normalt er det sådan i arresten i Maribo, at der er to timers fællesskab fire dage om ugen og én time de resterende tre dage. I øjeblikket er der ikke helt så meget.

Overbelægning i arresten giver personalet ekstra travlt, og det ene fællesrum er inddraget til soveplads til to indsatte. Det får de varetægtsfængslede til at skæve til Storstrøm Fængsel, hvor der er andre muligheder for de indsatte.

- Jeg vil ikke kalde det misundelig. Men jeg vil sige, at Storstrøm Fængsel er bygget til afsoning, og så har man nogle andre muligheder. Men der sidder varetægtsarrestanter derovre, ligesom jeg er, og resten hernede er, og som er underlagt de regler, der er for varetægtsarrestanter og husets regler her. Så har man nogle andre faciliteter og muligheder i Storstrøm (Fængsel, red.) der gør at de kan have otte timers fællesskab om dagen. Det er sådan noget, jeg kigger lidt på, for de få muligheder vi har her i Maribo, går man ind og skærer yderligere på grund af overbelægningen, forklarer talsmanden.

Jeg synes i bund og grund at lige meget, hvor man sidder, om det er i Maribo eller i Storstrøm, så burde reglerne for varetægtsarrestanter være fuldstændig ens

Talsmand for de indsatte i Maribo Arrest

Der er forskel

Rasmus Bo Andersen, der er områdedirektør for kriminalforsorgen Sjælland, erkender, at der kan være forskel på, hvad der er af muligheder for de varetægtsfængslede.

- Man kan sagtens opleve, at man som indsat i Storstrøm Fængsel i en periode, at man bedre vilkår end man ville have i et lille arresthus. Men i andre perioder er det dårligere, siger Rasmus Bo Andersen og fortsætter:

- Storstrøm Fængsel er bygget på en anden måde end de gamle arresthuse. Så på den måde er der bygningsmæssigt nogle muligheder, der ikke nødvendigvis er i et mindre arresthus. Men samtidig er Storstrøm fængsel et samsurium af folk, der sidder for alt muligt, og hvor vi bruger meget tid på at adskille bandemedlemmer fra hinanden. Og den adskillelse tager mandetimer, men det betyder også vi er nødt til at lukke folk inde nogle bestemte steder, mens der er nogle andre, der skal passere, forklarer han.

For lidt mandskab

I øjeblikket er der 115 varetægtsfængslede i Storstrøm Fængsel. 50 af dem kommer fra arresten i Køge, der er ved at blive renoveret.

Hvert arresthus har sin egen husorden. Ifølge Niels-Ebbe Jensen, institutionschef for Institution Bøgestrømmen, der har seks arresthuse under sine vinger, er husordenerne meget ens. Men der kan være forskelle, der er dikteret af de fysiske rammer. Og så betyder det også noget, hvor meget personale, der er tilstede.

- Der er flere mand på arbejde (i Storstrøm Fængsel, red.) I arresterne er der to mand, der skal lave alt. De skal tage imod besøgende, de skal lave visitationer, de skal lave prøveløsladelsesindstillinger og de skal lave udgangspas, forklarer Niels-Ebbe Jensen.

Talsmandens identitet er redaktionen bekendt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App