Vandrefalkeunger muligvis stjålet på Møn

Vandrefalkeunger kan være stjålet på Møns Klint for andet år i træk. Foto: TV ØST

Vandrefalkeunger er forsvundet fra en rede på Møn, og der er mistanke om tyveri. Vandrefalken er en fredet fugl i Danmark.

På Møn er et kuld fredede vandrefalkeunger to år i træk forsvundet fra reden på et lokalt ynglested.

Og ornitolog Niels Peter Andreasen er bekymret for, at dunungerne ikke er omkommet på normal vis, men at de er fjernet ulovligt.

- Efter jeg havde været væk en uge, var forældrene og ungerne pludselig væk, så jeg er bekymret for, at de er blevet stjålet, siger han til TV ØST.

Sidste år forsvandt et kuld også på det samme sted og det samme tidspunkt, mens ornitologen var bortrejst en uge.

Tegn på tyveri

Ornitologen bygger mistanken om tyveri på, at der på stranden blev fundet mistænkelige spor.

- Der er tegn på, at der på stranden er sat en sigtepind op, som sigter mod redestedet. Sådan en brugte man i gammel tid, når man skulle udpege ynglestedet, hvis nogen senere ville finde ungerne, fortæller Niels Peter Andreasen. 

Der blev også fundet slidspor i nærheden af reden.

- Slidsporene kan muligvis stamme fra et torv oven for ynglestedet, siger Niels Peter Andreasen.

Vil helst have vilde fugle

Hvis ungerne er blevet stjålet, så kan det muligvis skyldes folk, som opdrætter falke og andre rovfugle i fangenskab.

- Vi ved fra udlandet, at folk, der har falke i fangenskab gerne vil have æg eller unger fra den vilde bestand i deres avlsprogram, siger han.

Han understreger dog, at der mangler sikker dokumentation for, at der er tale om tyveri.

- Men i fremtiden vil der blive skærpet overvågning, siger Niels Peter Andreasen.

Ornitologen ved ikke, hvor mange unger, der var i reden, men fortæller, at der normalt er to-tre unger i et kuld.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App