Vagthund giver sparekasse seks påbud på hvidvaskområdet

Sparekassen Sjælland-Fyn har hovedsæde i Holbæk. Foto: Sparekassen Sjælland-Fyn

Sparekassen Sjælland-Fyn skal stramme sine procedurer på en række områder for at værne mod hvidvask.

Sparekassen Sjælland-Fyn har fået seks påbud på hvidvaskområdet af Finanstilsynet. 

Det skriver Finanstilsynet, der sidste år var på inspektion hos sparekassen, der har mere end 160.000 kunder. 

Blandt andet har sparekassen fået et påbud om at sikre, at den har godt nok kendskab til samtlige af sine kunder.

Det betyder, at den skal være sikker på kundens formål for at være i sparekassen. 

Virksomhedsejer skal være kendt

For erhvervskunder skal der være kendskab til, hvem der er den reelle ejer bag virksomheden. 

Derudover bliver det betonet, at sparekassens risikovurdering ikke i høj nok grad tager højde for risikoen for, at banken bliver misbrugt til finansiering af terrorisme.

Desuden skal sparekassen, hvis den finder mistænkelige overførsler, skaffe dokumentation for, at kundernes oplysninger er korrekte. 

Tager kritikken til efterretning

Sparekassens direktør, Lars Petersson, tager kritikken til efterretning. Det skriver han i en mail til specialmediet Finanswatch. 

- Det er selvfølgelig altid irriterende med den slags påbud. Men i denne sammenhæng ser jeg det som en hjælpende hånd fra tilsynet, i forhold til at vi får sikret, at vi har de nødvendige procedurer og den compliance i forhold til at bekæmpe hvidvask, siger han. 

Sparekassen Sjælland-Fyn har hovedsæde i Holbæk og slår sig op på at være en lokalbank, som holder fast ved de fysiske filialer, mens andre banker lukker ned. 

Sparekassen har 39 filialer og fire erhvervscentre på Sjælland og Fyn.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App