Det vi har sammen

Vagtapotekerne får nye åbningstider i morgen

Ringsted Apotek er et af det steder, der får nye åbningstider fra og med i morgen. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Fra 1. januar bliver apotekernes vagtordning lavet om. Det betyder nye åbningstider og kun ét døgnapotek i hele landet.

Hvis du har brug for at hente receptpligtig medicin i morgen, så er det en god idé lige at tjekke, om dit lokale apotek har åbent.

Fra og med i morgen, 1. januar 2018, træder den nye ordning for landets vagtapoteker nemlig i kraft. 

Læs også Vagtapoteker i hele regionen får nye åbningstider

Det betyder både nye åbningstider, og så er Roskilde Dom Apotek ikke længere døgnåbent. Fremover er der nemlig kun ét døgnapotek i landet, og det ligger i København.

Apotekerne er delt op i forskellige former for vagttjenester: A-, B- og C-vagttjenester. Og den kategorisering har indflydelse på åbningstiderne.

Vagtlægen kontaktes ved akut behov for medicin

Roskilde Dom Apotek skal for eksempel fremover være i A-vagttjeneste og har åbent fra klokken 6 om morgenen og til midnat på alle årets dage. 

Læs også Ringsteds vagttjeneste på apoteket nedlægges: Det er som at trække nitten i en bowle

I Næstved og Holbæk finder man apoteker i B-vagttjeneste. Det betyder, at de for eksempel vil have åbent fra klokken 8 om morgenen til klokken 21 på hverdage, fra 8 til 9 og 18 til 21 på lørdage og fra klokken 10 til 15 på søndage.

Der er endnu flere apoteker, som fremover er en del af C-vagttjenesten, for eksempel Ringsted Apotek, Kalundborg Svane Apotek og Nakskov Løve Apotek. De har fremover åbent fra klokken 8-19 på hverdage, sammenlagt tre timer om lørdagen og tre timer om søndagen.

Får man akut brug for receptpligtig medicin som insulin, astmaspray eller lignende uden for sit vagtapoteks åbningstid, skal man fra årsskiftet kontakte vagtlægen, som får mulighed for at give den mængde medicin, man har brug for, indtil apoteket igen er åbent.

VAGTAPOTEKERNES ÅBNINGSTIDER FRA 1. JANUAR 2018

Åbningstiderne er vejledende - du kan undersøge dit apoteks åbningstider på deres hjemmeside.

A-vagttjeneste - Roskilde Dom Apotek
Alle dage: kl. 06.00-24.00

B-vagttjeneste - Næstved Svane Apotek og Holbæk Løve Apotek:
Hverdage: kl. 08.00-21.00
Lørdage: kl. 08.00-16 og kl. 18-21
Søn- og helligdage: kl. 10.00-15.00

C-vagttjeneste - Kalundborg Svane Apotek, Nakskov Løve Apotek, Nykøbing Sjællands Apotek, Ringsted Apotek, Rådhusapoteket, Slagelse, Svaneapotek, Nykøbing Falster og Vordingborg Apotek:
Hverdage: kl. 08.00-19.00
Lørdage: kl. 08.00-14.00 og kl. 16.00-18.00
Søn- og helligdage: kl. 10.00-13.00

Kilde: Region Sjælland

Tip os Har du et godt tip?