Det vi har sammen

Her er valgets helt store gysere

Slagelses borgmester Stén Knuth (V) har sat sit kryds til dagens kommunalvalg. Slagelse Kommune er en af dem, der kan blive rigtig spændende. Foto: René Lind - Lind Foto

I Guldborgsund, Slagelse og Stevns Kommuner ser valget ud til at blive meget spændende. Vi giver dig overblikket over de store gysere i vores område.

Klokkerne har lydt, valgstederne er erklæret for åbne, og om ganske få timer ved vi, hvem der skal lede kommunerne og Region Sjælland de næste fire år.

Men selvom det i nogle kommuner tyder på, at valget allerede er vundet for den ene eller den anden – for eksempel i Kalundborg, hvor borgmester Martin Damm (V) har en bred, borgerlig forhåndsaftale bag sig – så er der også kommuner, hvor valget bliver en sand gyser.

Kommunalforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og politisk analytiker på TV 2, Thomas Funding Therkildsen, giver dig her overblikket over de mest nervepirrende valg i vores område.

Guldborgsund Kommune 

01:12

Få et hurtigt overblik over valget i Guldborgsund Kommune her.

Luk video

Guldborgsund Kommune har flere gange været i mediernes søgelys i løbet af valgkampen. Kommunen var nemlig forhåndsudpeget til at kunne blive Danmarks første med en borgmester fra Dansk Folkeparti ved roret.

- Dansk Folkeparti står til et godt valg i hele landet, og de vil sikkert også få et godt valg i Guldborgsund, hvor de traditionelt har stået stærkt. Men spørgsmålet bliver, om de også ender med borgmesterkæden. Kan Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gå hånd i hånd, så kan de snuppe posten, siger Kasper Møller Hansen til TV ØST.

Der er mange socialdemokrater, der vil have svært ved at pege på en DF’er som borgmester

Kasper Møller Hansen, valgforsker, KU

Socialdemokratiets spidskandidat, Bo Abildgaard (S), har ellers været ude at sige, at hans parti ikke kommer til at pege på DF’eren René Christensen som borgmester.

- Men han har vist ikke afvist, at DF kan pege på ham selv som borgmester, siger valgforskeren.

I kulissen står nuværende borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) og drømmer om endnu en periode for bordenden. Og det kan blive hans held, at Socialdemokratiet afviser, at René Christensen kan blive borgmester med deres mandater i ryggen.

- Der er mange socialdemokrater, der vil have svært ved at pege på en DF’er som borgmester. For det har man aldrig set før. Der har jo aldrig været en DF-borgmester i Danmark. Det har vi til gode at se, så det bliver lidt spændende, siger valgforskeren.

Han siger desuden, at Assens Kommune på Fyn er et andet bud på en kommune, der kan blive den første med en borgmester fra Dansk Folkeparti.

TRE STORE TEMAER VED VALGET 

  • Kampen om borgmesterkæden kommer efter alt at dømme til at stå mellem den nuværende borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten og Dansk Folkepartis René Christensen. Flere gange har Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet udnyttet deres flertal udenom borgmesteren og hans lokalliste. Spørgsmålet er, hvem der egentlig har magten i kommunen?
     
  • Fronterne mellem Guldborgsundlisten på den ene side og Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på den anden side bliver især trukket op på spørgsmålet om kernevelfærd. Hos Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet slår man på, at der er blevet skåret for meget i velfærden. Men det afviser borgmesteren og Guldborgsundlisten, der mener, at velfærden skal gå hånd i hånd med lokale investeringer som byggeprojekter, der kan skabe vækst.
     
  • Fylder Nykøbing Falster for meget? Siden kommunesammenlægningen i 2007, hvor Guldborgsund Kommune voksede frem af seks kommuner fra både Lolland og Falster, har spørgsmålet fyldt en del. Debatten om land og by blussede især i forbindelse med diskussionen om, hvorvidt der skal bygges en ny sportshal i Sakskøbing på Lolland. Nu blusser den op igen.

Holbæk Kommune

01:15

Få et hurtigt overblik over valget i Holbæk Kommune her.

Luk video

Fra en kommune helt i syd, skal vi et godt stykke nordpå. Valget i Holbæk Kommune tegner sig nemlig også til at blive rigtig spændende.

Ved roret sidder Venstremanden Søren Kjærsgaard, men han er ikke en ubetinget populær herre i kommunen. Økonomien i Holbæk har haltet gevaldigt i Kjærsgaards regensperiode.

- Økonomien sejler, og det fylder meget hos vælgerne. Så jeg tror, der er en risiko for, at de vil fravælge borgmesteren, fordi det er ham, der har haft ansvaret for økonomien i den her periode, siger TV 2’s politiske analytiker Thomas Funding Therkildsen.

Holbæks største problem er økonomien, og jeg tror, folk vil søge mod sikker havn. Vælger man så en 24-årig borgmester?

Thomas Funding Therkildsen, politisk analytiker, TV 2

Men det betyder ikke, at Socialdemokratiets borgmesterkandidat Christina S. Hansen er selvskrevet til titlen efter valget. Med sine 24 år er hun nemlig ganske uerfaren, og det kan blive afgørende, mener den politiske analytiker.

- Det handler ikke om aldersfascisme. Holbæks største problem er økonomien, og jeg tror, folk vil søge mod sikker havn. Vælger man så en 24-årig borgmester? Det tror jeg, mange vælgere vil overveje en ekstra gang, siger han.

Men hvem skal så være borgmester, hvis vælgerne fravælger de to store partier, Venstre og Socialdemokratiet? En form for dark horse kan være De Radikales Emrah Tuncer.

- Holbæk har været en Radikal kommune før. Så tanken er ikke helt fremmed. Og det er klart, at Socialdemokratiet vil gøre alt for at bryde Venstre. De går selvfølgelig efter borgmesterposten selv, men hvis det er det, der skal til for at fravriste Venstre magten, så kan man godt forestille sig, at de giver den til De Radikale og går efter posten næste gang i stedet, siger Thomas Funding Therkildsen.

Sikkert og vist er det – det er ikke til at vide på forhånd, hvem der bliver borgmester i Holbæk Kommune.

TRE STORE TEMAER VED VALGET 

  • Byrådet er sprunget i luften i forhold til det byråd, der konstituerede sig ved sidste valg. Her satte 31 byrådspolitikere sig omkring bordet på Holbæk Rådhus. Siden har en femtedel af dem skiftet parti. De to store partier, Venstre og Socialdemokratiet, har nærmest blødt kandidater i en byrådsperiode, der har budt på store økonomiske vanskeligheder og interne slagsmål. Alt kan ske ved dette valg.
     
  • Det helt store tema bliver økonomien. Holbæk Kommune har i år været tæt på at komme under administration på grund af lavvande i kommunekassen og besluttede i september at hæve skatten med 43,5 millioner kroner. Samtidig har byrådet vedtaget at bygge en sportsby til mere end 325 millioner kroner, og den økonomiske prioritering har skabt vrede blandt borgere og byrødder.
     
  • Den økonomiske situation har især ramt folkeskolerne, hvor både lærere og forældre frygter, at besparelserne på området vil gå ud over niveauet i undervisningen. Flere forældre måtte eksempelvis bruge penge fra klassekassen, fordi der ikke var råd til bøger til børnene. Holbæk er desuden, bortset fra København og Lolland kommuner, den kommune, hvor flest skoleelever smutter fra folkeskole over til privatskolen. 

Slagelse Kommune

01:36

Få et hurtigt overblik over valget i Slagelse Kommune her.

Luk video

Slagelse er en velkendt kampplads, når det kommer til kommunale valg, og dette bliver ikke nogen undtagelse, hvis man spørger Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

- I Slagelse har Stén Knuth (V) fået kritik fra især Liberal Alliance og Villum Christensen, som er efter ham og siger, at han ikke vil pege på Knuth igen. Det betyder, at Socialdemokratiet måske kan vinde borgmestertitlen tilbage. For det er en kommune, der historisk har bølget lidt frem og tilbage over tid, siger valgforskeren.

Det er lidt svært at se for sig, at Liberal Alliance peger på en socialdemokratisk borgmester, hvis der bliver et borgerligt flertal

Kasper Møller Hansen, valgforsker, KU

Stridighederne mellem Venstre og Liberal Alliance skyldes blandt andet et millionprojekt med støtte fra EU, der kørte i grøften. Sagen gav dyre KL-undersøgelser, beskyldninger og kostede en embedsmand jobbet.

Dog er det stadig svært at tro, at Liberal Alliance – hvis de ikke selv kan snuppe borgmesterposten – vender pilen mod de røde partier og borgmesterkandidaten hos Socialdemokratiet, John Dyrby Paulsen.

- Det er lidt svært at se for sig, at Liberal Alliance peger på en socialdemokratisk borgmester, hvis der bliver et borgerligt flertal. Så den er bestemt ikke givet på forhånd, og derfor er det også en af kommunerne, det bliver spændende at følg på valgaftenen, siger Kasper Møller Hansen.

TRE STORE TEMAER VED VALGET 

  • Det politiske klima er giftigt og vil præge valgdebatterne. Liberal Alliance sikrede Stén Knuth (V) borgmesterkæden i det tætte valg i 2013. Siden er de politiske venner blevet til fjender, og nu afviser Liberal Alliance kategorisk at pege på Stén Knuth som borgmester efter valget. Især sagen om brintbusser, hvor millionprojektet med støtte fra EU kørte i grøften og udløste dyre KL-undersøgelser og beskyldninger, har forgiftet det politiske klima.
     
  • Pengene siver ud af Slagelse Kommune. I begyndelsen af valgperioden var der omkring 600 millioner kroner i kommunekassen. Nu er beløbet sunket til cirka 140 millioner kroner. Det betyder, at byrådspolitikerne blandt andet har sparet på diabetesområdet med tilbud til borgerne og fyret flere medarbejdere på jobcenteret. De mange besparelser er en varm kartoffel i valgkampen.
     
  • Slagelse Kommune er lige akkurat med på listen over de 20 kommuner i landet med den laveste kommuneskatteprocent. Men det er snart slut. I september besluttede byrådet nemlig at hæve skatten fra næste år, og det giver cirka 45 millioner kroner mere til kommunekassen. Først skabte skattestigningerne frustration blandt borgerne, og nu har den affødt en heftig debat. For hvad skal pengene bruges til?

Lolland Kommune

01:33

Få et hurtigt overblik over valget i Lolland Kommune her.

Luk video

Det er ikke kun Guldborgsund Kommune, der løber med al spændingen på sydhavsøerne. Også Lolland Kommune kan diske op med et nervepirrende kommunalvalg.

Ved sidste valg fik Venstres tidligere fødevareminister Henrik Høegh et væld af personlige stemmer, men han formåede ikke omsætte dem til en borgmesterpost. På De Lange Knives Nat endte han med at servere styrtøjet til Socialdemokratiets Holger Schou Rasmussen (S) for at undgå, at Det Konservative Folkeparti fik magten.

- Denne her gang ser det ud til, at Venstre gjort sit forarbejde godt. De har lavet et bredt valgforbund, hvorimod de røde er mere fragmenterede. Der har de en fordel. Det virker til, at der i blå blok er mere enighed om et fælles fodslag. Derfor står de stærkere den her gang, siger politisk analytiker Thomas Funding Therkildsen.

Når en borgmester først har sat sig, så er de svære at få ud af stolen igen

Thomas Funding Therkildsen, politisk analytiker, TV 2

Men intet valgdrama uden en ubekendt faktor. Og i Lolland Kommune hedder den blandt andet, at Venstre står til at gå en del tilbage på landsplan i forhold til sidste valg. Og samtidig er Henrik Høegh ikke længere så meget i spotlyset.

- Der er gået fire år, hvor han ikke har fyldt så meget landspolitisk. Så måske får hverken Venstre eller Henrik Høegh personligt det flotte valg, som de fik sidst på Lolland, siger den politiske analytiker.

Samtidig så er der endnu en ting, som man ikke må underkende, siger Thomas Funding Therkildsen: Borgmestereffekten.

- Når en borgmester først har sat sig, så er de svære at få ud af stolen igen. De har nemlig en kæmpe fordel, fordi de blandt andet er de suverænt mest synlige i kommunen. Det er Holger Schou, der har serverretten og kan bestemme retningen for, hvad der skal diskuteres, siger han.

- Så spørgsmålet er, hvor tungt han har sat sig i stolen, og om han kan sikre fremgang til Socialdemokratiet.

TRE STORE TEMAER VED VALGET

  • Et markant flertal i byrådet valgte i juni at opsige samarbejdet mellem Lolland Kommune og Pleje Plus efter flere sager om faglige svigt af plejekrævende borgere. Fyringen af det private plejefirma og den efterfølgende usikkerhed om pleje til kommunens borgere ventes at få debatten om privatisering på blandt andet ældreområdet til at blusse op. 
     
  • Tallene taler sit klare sprog. Lolland Kommune er en af de kommuner i Danmark med flest mennesker på offentlig forsørgelse, og kommunen mener ikke, at den alene skal betale for tilflyttere på kontanthjælp eller sygedagpenge. Nu præger problematikken igen de politiske debatter, fordi udgifterne har store konsekvenser for kommunens økonomi.
     
  • Der er ingen tvivl om, at Lolland Kommune vil forsøge at udnytte milliardbyggeriet af Femern Bælt-forbindelsen mellem Lolland og den tyske ø Femern til at skabe så mange lokale arbejdspladser som muligt. Det store spørgsmål er, hvordan området sikrer sig de mange potentielle arbejdspladser, når den tyske godkendelse af byggeprojektet ventes at ligge klar næste sommer.

Stevns Kommune

01:37

Få et hurtigt overblik over valget i Stevns Kommune her.

Luk video

Stevns Kommune har ikke just været præget af ro og fordragelighed de seneste fire år. Det største eksempel på det ser vi, når vi kigger på borgmester Mogens Haugaard Nielsens partibogstav. Da han blev valgt som kommunens general i 2013, var han nemlig medlem af Venstre, men det samarbejde tog en rejse syd på.

En intern magtkamp i Venstre om fredningen af Stevns Klint kostede borgmesteren sit flertal i 2016, og kort tid efter blev han kuppet med et nyt valg om, hvem der skulle være spidskandidat til kommunalvalget.

Når borgmesteren forlader partiet, og det hele bliver smidt op i luften, så vil vælgerne også være søgende, og derfor kan der godt blive rørt gevaldigt rundt i gryderne

Kasper Møller Hansen, valgforsker, KU

Mogens Haugaard Nielsen forlod Venstre, smækkede med døren og startede sin egen lokalliste, der fik navnet Nyt Stevns.

- Når borgmesteren forlader partiet, og det hele bliver smidt op i luften, så vil vælgerne også være søgende, og derfor kan der godt blive rørt gevaldigt rundt i gryderne, siger valgforsker Kasper Møller Hansen, som dog har det indtryk, at Stevns Kommune vil forblive en Venstre-kommune.

I så fald vil den nye borgmester hedde Anette Mortensen (V), men også Socialdemokratiets Steen S. Hansen bejler til titlen.

- Men det er meget svært at forudsige, både hvordan vælgerne reagerer, og hvordan konstitueringen falder ud. Så det er helt sikkert en af de kommuner, vi skal holde øje med.

TRE STORE TEMAER VED VALGET

  • Stevns er en rodebutik. Venstre har været i opløsning det meste af valgperioden, og en intern magtkamp efter fredningssagen om Stevns Klint har kostet partiet flertallet i byrådet. Situationen lammede i perioder kommunen, og socialdemokraten Steen S. Hansen har fået en enestående chance for at blive borgmester. Men det bliver en valgkamp, der kommer til at handle meget om den siddende borgmester Mogens Haugaard Nielsen og listen Ny Stevns, som han oprettede efter at være blevet vraget af sine partikolleger i januar 2017.
     
  • Afstanden til ungdomsuddannelse er allerede et varmt tema. Flere elever fra Stevns Kommune er nemlig blevet afvist på Køge Gymnasium med den begrundelse, at de bor for langt væk fra gymnasiet. Det er en ny bekendtgørelse om optagelse på de gymnasiale uddannelser, der fanger eleverne i en problematik.
     
  • Stevns Klint er UNESCO verdensarv, og det trækker af turister til kommunen. Kommunen er med i et turistsamarbejde med VisitSydsjælland-Møn, som de fleste partier er glade for. Det tog dog Stevns Kommune mere end to år at godkende Fredningsnævnets forslag om fredningen af Stevns Klint. Men sagen spøger stadig på grund af stridigheder om placeringen af et nyt besøgscenter til over 100 millioner kroner i Boesdal.

Region Sjælland

00:54

Få et hurtigt overblik over valget i Region Sjælland her.

Luk video

Vi har gemt det bedste til sidst. For selvom regionsrådsvalget har en tendens til at drukne i kommunalvalg, så ser valget i Region Sjælland altså ud til at blive ”sindssygt spændende”, som Thomas Funding Therkildsen fra TV 2 beskriver det.

Der er tre personer i spil til formandsposten – Heino Knudsen (S), Jacob Jensen (V) og Peter Jacobsen (DF). Og især sidstnævnte flirter løs ved denne valgkamp. Dansk Folkeparti har nemlig droppet sin gamle konstitueringsaftale med blandt andet Venstre og er begyndt at flette lidt fingre med Socialdemokratiet.

- Jeg kan nemt forestille mig, at Region Sjælland får en formand fra Dansk Folkeparti efter i aften, siger den politiske analytiker.

Hvis der bliver blåt flertal, hvorfor skulle Socialdemokratiet så ikke sige til Dansk Folkeparti, at de kan få formandsposten for at undgå, at det bliver Venstre?

Thomas Funding Therkildsen, politisk analytiker, TV 2

- Hvis der bliver et rødt flertal, så er det klart, så må Heino tage den. Men det er ikke det mest sandsynlige scenarie. Og hvis der bliver blåt flertal, hvorfor skulle Socialdemokratiet så ikke sige til Dansk Folkeparti, at de kan få formandsposten for at undgå, at det bliver Venstre?

De skal dog have nogle andre partier med på legen, for Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ser ikke ud til at have et flertal alene. Ved sidste valg i 2013 fik Socialdemokratiet 11 mandater, og Dansk Folkeparti fik syv. Der skal 21 mandater til at tage formandsposten.

- Det bliver virkelig interessant at følge med i, om Dansk Folkeparti måske ikke bliver borgmesterparti for første gang, men så i stedet får formandsposten i regionen, siger Thomas Funding Therkildsen.

Og når det spil skal afgøres, så kan det også blive afgørende, hvem Dansk Folkeparti peger på som den nye formand for Danske Regioner. Her går den siddende formand Bent Hansen (S) fra Region Midtjylland nemlig af.

- Man kan forestille sig, at det bliver en del af forhandlingen. At hvis Socialdemokratiet gør Peter Jacobsen til formand, så skal Dansk Folkeparti til gengæld støtte en socialdemokrat som formand for Danske Regioner, siger den politiske analytiker.

Nu skal de sidste kryds bare sættes, og så får vi et endeligt resultat på alle disse dramaer.

Tip os Har du et godt tip?