Vælgere: - Hvis man er utilfreds, må man jo møde op på valgdagen

Vælgerne var mødt tidligt op i Næstved Arena for at stemme. Foto: Morten Bøgh

TV ØST er taget på en rundtur i regionen for at besøge valgsteder og snakke med vælgere, valgforordnede og kandidater.

Valgdage bliver populært kaldt demokratiets festdag. Måske en lidt slidt vending, nuvel, men ikke desto mindre var det de ord, TV ØST mødte tirsdag morgen på en valgrundtur i regionen.

- Det er en festdag. Det er en travl dag. Og det er en beslutningsdag. Det er jo det, der er spændende. At man tager stilling, hver enkelt borger tager stilling. De, der kommer, har taget stilling, og de, der bliver væk, har taget stilling, siger Jonna Colding Henriksen, der er valgstyrer i medborgerhuset i Vordingborg. 

Valgstyrer Jonna Colding Henriksen var meget glad på demokratiets festdag. Foto: Mikkel Rise - TV ØST

Her stod en hel flok klar, da klokken lød, og selve valghandlingen blev åbnet klokken 08.00 - og det samme gjorde de i Slagelse: 

Sådan her så det ud, da valget gik i gang i Slagelse. Foto: Frederik Racher

  Foto: Frederik Racher

Vil gerne lave noget om

På samme tid lød klokken i Næstved, og her skortede det heller ikke på borgere, der gerne ville gøre brug af deres demokratiske ret allerede fra morgenstunden.

Det er en festdag. Det er en travl dag. Og det er en beslutningsdag

Jonna Colding Henriksen, valgstyrer, Vordingborg

- Hvis man er utilfreds, må man jo møde op på valgdagen og afgive sin stemme. Så det har jeg gjort, siger Ole Steen Jensen, der var en af de mange, der satte sit kryds ved Næstved Kommunes næststørste stemmested – Næstved Arena.

Det er nemlig kun ved at stemme, at man kan være med til at ændre noget, siger Inga Jensen, også fra Næstved.

- Jeg håber, jeg har sat krydset det rigtige sted. For der er mange ting, som jeg gerne vil have lavet om. Det har jeg altså. Jeg håber, vores sygehus herude kan genåbne med nogle træningsafdelinger. At vi kunne sende alle vores patienter derud, for de er simpelthen ikke udredt nok. De bliver genindlagt med det samme, siger hun. 

Læs også Her er valgets helt store gysere

Spændende dag for politikerne

Men det er ikke kun vælgerne, der er spændte på, hvordan valget falder ud. Også personerne bag navnene på stemmesedlerne går rundt med en god portion nervøsitet i bagagen – også borgmesteren i Ringsted, Henrik Hvidesten (V), der i dag mødte op i Ringsted Kongrescenter.

- Jeg er meget spændt på, hvordan resultatet bliver. På mine egne vegne, selvfølgelig, men også på kommunens vegne. Jeg er spændt på, om vi kan ende med en konstitueringsaftale, der er bred. Vi håber, vi kan følge det spor, vi har lagt, hvor vi trækker kommunen i den rigtige retning, siger han.

I kongrescenter havde de i øvrigt knas med teknikken, så de fremmødte borgere måtte vente i tålmodighed, mens computerne kom op at køre. Det gjorde de med 14 minutters forsinkelse.

En vigtig dag

I Ubby ved Kalundborg var det byrådspolitiker Jakob Beck Jensen (V), der bød velkommen og satte valget i gang. Han er også meget spændt på valgets udfald.

Det er fjerde gang, jeg er på valg til et kommunevalg, og det er lige spændende hver gang. Det er som at komme til eksamen

Jakob Beck Jensen (V), Kalundborg Kommune

- Det er fjerde gang, jeg er på valg til et kommunevalg, og det er lige spændende hver gang. Det er som at komme til eksamen, så selvfølgelig er det en spændende dag. Men det er også en hyggelig dag, hvor man møder mange mennesker på valgstederne, siger han.

Byrådspolitikeren ser dagen i dag som en grundsten i det danske samfund.

- I dag er meget vigtig. Det er jo en del af vores samfundsstruktur i Danmark, at man møder op og stemmer. Alt hvad kommunen har med at gøre, berører alle. Så det er meget vigtigt at stemme, siger Jakob Beck Jensen. 

Det var Jakob Beck Jensen (V), der satte gang i valget i Ubby ved Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

De løbende stemmeprocenter er så småt begyndt at tikke ind. Blandt de store valgsteder fører Rørvig i Odsherred Kommune, hvor hele 39,2 procent af de stemmeberettigede har stemt klokken 14.00, mens det meget mindre valgsted på Askø klokken 14 havde en procent på hele 71,4 procent.

Valgstederne er åbne frem til klokken 20.

01:24

Sådan så det ud, da valget blev ringet i gang.

Luk video

Tip os Har du et godt tip?