Våd weekend i vente - nu kommer efteråret

Efter to dage med masser af varme går vi nu ind i en våd og køligere periode.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med temperaturer op til 27-28 grader har vi de seneste dag nydt sommeren her i regionen. Og noget tyder på, at det var sidste chance. DMI's prognoser tyder i hvert fald på, at Danmark har haft årets sidste sommerdag med over 25 grader.

Den korte prognose lyder på en kølig, overskyet og våd weekend.

- Der er lidt af en omvæltning i vente for de steder i landet, hvor torsdagen bød på sol og op mod 27 grader, siger Henning Gisselø fra DMI. 

Fredagen har allerede budt på regn eller byger flere steder i regionen, men i løbet af dagen skulle der komme opklaring. Temperaturen ser dog ikke ud til at komme over 20 grader.

Også lørdag bliver en dag med byger og køligere vejr og temperaturer omkring 15 til 18 grader i hele landet. Vinden bliver svag til jævn fra vest.

Søndagssol

Til gengæld kan søndag lægge op til at gå i haven og få plukket sæsonens æbler. Her kan der nemlig komme en smule mere sol, siger Henning Gisselø, men:

- Det bliver ikke meget lunere af den grund, siger han, for temperaturerne bliver omkring de 15 til 18 grader.

- Det bliver umiddelbart et lidt trist vejr i forhold til det, vi har oplevet de seneste uger. Og det ser ikke umiddelbart ud til, at der er mere varme i sigte fremad, siger Henning Gisselø.

- Det ser ud til, at vi har haft årets sidste sommerdag forstået som dage med over 25 grader.

Dermed ikke sagt, at det er slut med solrige dage med temperaturer omkring 20 grader. Men de højere temperaturer er der ikke tegn på, at vi kommer til at mærke mere til i år.


Nyhedsoverblik