Uvejr over regionen i nat

Lyn over Gørlev Kirke i nat. Foto: Flemming Nielsen

”Mægtige” tordenbyger med masser af regn og op mod 2.000 lyn strøg ind over vores område i nat.

Efter et par fine sommerdage blev regionen i nat ramt af en ordentlig skylle, da et uvejr passerede ind over Sjælland, Lolland og Falster.

- Der er passeret en varmfront med nogle mægtige tordenbyger, fortæller Mogens Rønnebek, der er vagthavende hos DMI’s pressetjeneste.

- Men det værste er overstået nu, fortsætter han.

DMI udsendte sent i aftes et skybrudsvarsel, men tilsyneladende undgik vi de allerværste nedbørsmængder her i regionen. Mest vand fik de på Lolland med omkring 15 millimeter. Derudover bragte varmfronten også vindstød på op til 20 meter i sekundet med sig, ligesom der var en hel del lyn. På landsplan har der været op mod 7.000 lyn henover natten. En stor del af dem her i regionen.

- Det kan være svært at tælle præcist over jeres område, men der har været mange. Mellem 1000 og 2000, siger Mogens Rønnebek.

Vi kan dog glæde os over, at det ser ud til at blive helt sommerligt senere på dagen, med op til 25 grader og sol i eftermiddag. Lummervarmt, som Mogens Rønnebek udtrykker det. Og lummervarmen bliver da også efterfulgt af endnu et uvejr i aften.

- Men der sidder vi nok med aftenkaffen, lyder det fra den vagthavende.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App